August 2005

Bodil Bredsdorffs Slangefloden formår at holde læseren fanget gennem en historie som ikke byder på de helt store overraskelser.

Slangefloden udspiller sig i det sydlige afrika, og historien er inspireret af den oversvømmelse Mozambique oplevede i år 2000, i øvrigt den værste i 50 år. Vi følger pigen Josina, som bor med sin familie i et primitivt hus tæt på floden. En flod som Josinas moder frygter, fordi den hvert eneste år kræver mange ofre. Strømmen er så stærk, at falder man først i, har man ingen mulighed for at blive reddet. Der berettes om hele fodboldhold, som er forsvundet i flodens grumsede vand.
Floden får også hovedrollen i den naturkatastrofe, som bliver omdrejningspunktet i romanen. Et voldsomt regnvejr sætter ind, og floden går derfor hurtigt over sine bredder, og ender med at oversvømme hele landsbyen.
Livet i landsbyen er samtidig præget af en del overtro. For eksempel fortælles det, at der nede ved floden bor en slange i et træ. Ser man slangen betyder det, at ens liv vil ændre sig radikalt. Ikke overraskende ser Josina slangen, og kort efter hjælper hun med at redde en rig dame, som beslutter sig for at belønne Josinas familie. Derfor får de råd til at bygge nyt hus af beton fremfor ler, og famlien ser i det hele taget ud til at klare sig bedre.

Desværre overrasker fortællingen sjældent læseren, og man sidder med en fornemmelse af, at historien om oversvømmelsen for Bredsdorff er vigtigere end historien om Josina og hendes familie. Det er synd, for på den måde kommer man aldrig helt tæt på familien.

Til gengæld kan jeg ikke andet end rose Slangefloden for et levende og varieret sprog, og det selvom romanen er for et yngre publikum. Bredsdorff formår med korte og letlæselige sætninger at levendegøre omgivelser, som er ukendte for de fleste. Man fornemmer og forstår Josinas fascination af den rige dames smarte taske og har et levende billede af landsbyens huse.
Så selvom romanen ikke formår rigtig at rykke denne læser op af stolen, så kan den kun anbefales herfra.