Udviklende øjeblikke er ”de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt.” Og de øjeblikke får læseren mange, mange gode eksempler på i bogen af samme navn. I forhold til førsteudgaven er der tilføjet samtalekort (som kan købes separat) og et meget vigtigt kapitel om trusler mod udviklende øjeblikke. Desuden er grafikken på skemaerne strammet op.

Da jeg læste førsteudgaven af Udviklende øjeblikke for fire år siden, bemærkede jeg især det lettilgængelige sprog og de genkendelige cases suppleret med praksisnære aktivitetsforslag. Alle disse dele er bevaret, ligesom eksempler på udviklingsplaner for forskellige børn.

Udviklende øjeblikke står på skuldrene af begreber som spejlneuroner og navne som John Bowlby og især Daniel Stern. Sterns oprindelige betegnelser er ændret, men det essentielle er, at de enkelte relationsdomæner ganske vist kommer i en bestemt rækkefølge, men de lægger sig oven på hinanden i modsætning til traditionel faseteori, hvor de enkelte faser ligger i forlængelse af hinanden som afsluttede perioder af (barnets) liv. Efter en grundig beskrivelse af hver enkelt relationsdomæne er der en liste med opmærksomhedspunkter, som ikke skal bruges som en simpel tjekliste. Man må vægte sine observationer, måske skal der reageres på en uligevægt på ét af punkterne, måske kan en række flueben på listen være ubetydelige.

Der er et sandt overflødighedshorn af cases. Jeg hæfter mig særligt ved en meget genkendelig beskrivelse af en indkøring i en vuggestue. Jeg ville ønske, jeg havde haft Udviklende øjeblikke, da jeg i sin tid arbejdede i vuggestue som nyuddannet pædagog. Det er sjældent, at vuggestuealderen får så meget plads, og det sker ikke på bekostning af børnehaver og indskoling, som er det aldersspænd, bogen har.

De realistiske cases er suppleret med arbejdsspørgsmål til selvrefleksion. Et eksempel på en case er: Anders på 4 år kommer løbende og siger, at Søren har slået ham. Jeg spørger hvor, og Anders peger på sin kind. Jeg spørger Anders, hvordan han har det indeni, når Søren slår ham på kinden. Anders siger, at han bliver ked af det og vred. Jeg siger til Anders, at jeg vil hente Søren, og så kan Anders fortælle Søren, hvordan han har det, når Søren slår. Da jeg kommer sammen med en brødebetynget Søren, fortæller Anders med stor alvor, at han bliver ked af det og vred når Søren slår. Anders tilføjer: Og så får jeg lyst til ikke at lege med Søren mere. Søren begynder at græde og undskylder, at han slog. Jeg spørger Søren, om han kan forstå, hvordan Anders har det, og det kan Søren godt. Søren tørrer øjnene og fortæller, at sådan har han det også, når nogen slår ham.

Invitationer er et begreb, som går igennem hele bogen, når pædagogen opfordrer barnet til at gøre noget. Det kan være deltagelse i en aktivitet, men det kan også være et spørgsmål om at etablere en relation. Børn har forskellige tilknytningsstile, og det er vigtigt at huske, at det er en invitation fra den voksen ikke et krav, at barnet skal søge kontakt.

Pædagoger ikke er overmennesker, og bogen har også forståelse for, at det ambivalent tilknyttede barn med sin skiftende afvisning og omklamring kan skabe irritation hos selv den mest professionelle pædagog. Der er også et eksempel, hvor pædagogen og børnene taler så længe om brikkerne i et vendespil, at et af børnene taber lysten til spillet. Praksis er fuld af dilemmaer.

Rikke Yde Tordrups tidligere underviser, Dion Sommer, har skrevet forordet til Udviklende øjeblikke og har kun lovord til bogen, som han bl.a. kalder mere samfundskritisk end førsteudgaven. I det nyskrevne afsluttende kapitel udpeges normeringer i institutionerne, læreplaner, tempoet og usikkerheden i børnefamilierne samt den stigende digitalisering som de største trusler. Teknologien begrænser øjenkontakt og dermed forbundethed, som er forudsætninger for, at udviklende øjeblikke kan opstå.

Udviklende øjeblikke anerkender de gode hensigter med læreplanerne, men tvivler på, at det er muligt at føre dem ud i praksis under de vilkår, som er i øjeblikket. Så selv om der er en mere positiv omtale af den styrkede pædagogiske læreplan (som trådte i kraft i 2018) end den oprindelige dagtilbudslov med seks læreplanstemaer (fra 2004), er der plads til store forbedringer.

Normeringer bliver der gjort noget ved med det nylige regeringsskifte. Rikke Yde Tordrup peger ligesom BUPL på Grethe Kragh-Müller og Dion Sommer, som har 1:3 og 1:6 som forslag til en minimumsnormering. Uanset tilknytningsstil har alle børnene brug for, at der er en tilgængelig voksen, der kan møde barnets søgen efter et voksent blik eller aktivt tilbyde tilbagemeldinger til de børn, der ikke søger kontakten på eget initiativ. Ved for lave normeringer vil børn søge at regulere sig efter de andre børn i stedet for efter en voksen, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Faglitteratur
Akademisk Forlag
Rikke Yde Tordrup
272
Bjarne W. Andresen
9. juli 2019

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev