Fortiden findes ikke mere! Der findes artefakter og fysiske slidspor, skibsvrag, værktøj, stier, bygninger, breve, bøger, dokumenter osv., men fortiden er væk. Så når folk lærer af historien, gør de brug af en bestemt tolkning af fortidens efterladenskaber. Nu kan enhver jo bare begrunde sine handlinger og holdninger med historien ud fra eget forgodtbefindende. Et sådant historiebrug har vi vist alle mødt. Især i omgang med politikere og ledere. Og jo, de fleste af os har vist også mødt det i spejlet

Men historieprofessorer har lang uddannelse og erfaring bag sig. De undgår de værste faldgruber, de argumenterer for deres valg og fravalg. De omgås kilder og artefakter med indsigt og omtanke. De kan selvfølgelig abonnere på forskellige historiesyn. Materialister, f.eks. ser økonomiske og sociale forandringer som afgørende for historiens udvikling, og idealister mener, at idéer, historiske personligheder samt ideologier er de fremtrædende drivkræfter i historien.

Kurt Jacobsen abonnerer ret bredt på historiesyn. I bogens begyndelse er det især enkeltpersoner med ideer og ideologier, der har betydning, medens det i slutningen af bogen er de økonomiske og sociale forandringer, der er historiedrivende. Bogen starter med jordemødrenes gryende uddannelse i 1537 og kommer forbi en meget bred vifte af uddannelser, der for manges vedkommende ikke har andet med hinanden at gøre, end at de faktuelt er placeret på Københavns Professionshøjskole. Der beskrives da heller ikke meget om uddannelsernes indbyrdes samarbejde, tværfaglige muligheder mm. I betragtning af, at UCerne blev oprettet med baggrund i synergieffekt og nødvendighed i tværfaglighed, er det meget sigende, at noget sådan ikke beskrives. Tværtimod beskrives en lang række konflikter og tvister imellem uddannelserne i fortiden. Det beskrives, hvorledes vi gik fra bogstaveligt 117 selvstændige uddannelsesinstitutioner til 5 professionshøjskoler, men hvad denne proces har bidraget til uddannelserne, deres undervisere og studerende beskrives ikke.

Alle uddannelsernes studerende vil have stor gavn i det indblik i netop deres uddannelsers oprindelse, som bogen giver. På trods af, at den oprindelige opdragsgiver er Københavns Professionshøjskole, så har Kurt Jacobsen inddraget øvrige uddannelsesplaceringer rundt omkring i Danmark, som KP har forbindelse til, eller som har haft betydelig andel i den enkelte uddannelse, men Absalon, UC Lillebælt og UC Syddanmark nævnes ikke. Det er ikke UCernes historie, men KPs. Det kvitterer deres rektor Anne Vang Rasmussen da også i sit forord. Her takkes også redaktøren på Gads forlag, Anne Mette Palm. På trods af en hel del forstyrrende sprogfejl og ombrydningsfejl, er hendes stavekontrol da også upåklagelig.

Alt i alt en nødvendig og indsigtsfuld bog om de mange professionsbacheloruddannelsers baggrund i den fortid, der ikke findes mere.