Af Lianne Kirstine Ervolder

Det er mit ønske, at supervision kan tilføre det pædagogiske fagområde en dimension, der kan åbne til en dybere forståelse af fagets mangedimensionale områder. Og dermed facilitere et levende felt af uendelig bevægelse i forandring og fornyelse.

Supervision kan skabe klarhed, hvor problemer og dilemmaer i arbejdet fylder og tapper for energi. Og ikke mindst kan supervision forhindre udbrændthed og styrke de kreative ressourcer.

Endnu et område kan tilføjes til det supervisoriske felt. Det handler om at rette opmærksomheden på, hvad der sker i feltet mellem supervisor og den superviserede.

Supervision kan eksemplarisk være en fornemmelse af et levende følt, sansende og reflekterende multidimensionalt rum. Dette efterlader aftryk langt bredere og dybere, end vi umiddelbart kan forestille os.

Supervision er således langtfra en entydig størrelse. Måske snarere et mysterium, der indeholder flere lag, som supervisionen må forsøge at afdække. Lag for lag.

Et multidimensionalt perspektiv på supervision inkluderer såvel et personligt lag som en transpersonlig tilgang, som vi kunne kalde sjælsperspektivet. I dette perspektiv betones sammenhængen mellem krop, psyke og spiritualitet. Hvor det tidsløse berører det personlige forstået som, at der er ånd bag alt levende.

Filosofien bag er at se sjælens perspektiv forskellig fra det afgrænsende lille Jeg´s perspektiv, der opdeler alt i sort, hvidt, bedre end, værre end, kan lide ikke lide etc. Fra sjælens perspektiv afstås fra at vurdere, sammenligne, fortolke, fordømme, men lader tingene være som de nu engang er.

At sanse med hver en celle

Supervision inviterer til opmærksomt at udforske den følte og sansende kropslige bevidsthed med nysgerrighed, medfølelse og kreativitet.

En lytten til den autentiske natur i vores kropslige oplevelse, hvor livsstrømmen er blevet blokeret og nu kalder på at strømme frit igen. At sanse, se, og afsløre sjælens levendehed som en flydende strøm i mennesket.

Her må vi samtidig forholde os åbne og nysgerrige til det, der opstår i feltet mellem supervisor og supervisand. Fx som det kan ske, når et ordløst møde kan give adgang til et forvandlende stille rum.

Hvor selve ordet super-vision svarer til meta-perspektivet at se noget oppefra, fortæller inter-vision noget om et interagerende møde. Endelig kan sub-vision referere til et subliminalt møde, der henviser til de informationer, vi modtager under bevidsthedstærsklen.

Det er altså et multifacetteret møde, der kræver øget bevidsthed.

Fremfor at lægge perspektivet hovedsageligt på den personlige fortolkning og have fokus på vejledende råd, (det skal der også være plads til) kan vi i stedet lytte til det, som forsøger at trænge igennem. Til resonansen, den svingning, der gerne vil leves, gerne vil lyse op og høres. Det, der er i live bagved alle de mange indviklinger, og som kalder på at blive udviklet, modnet og frigjort gennem opmærksomhed.

Her lytter vi mindre til de problemer, der beskrives i fortællingen. Det, der opleves uløseligt. Men udvider opmærksomheden ved samtidig at lytte til det, der forsøger at blive kaldt frem fra et dybere lag.

Supervision kræver solid træning

Supervision indebærer en ansvarlighed, der bør håndteres med dyb sensitivitet, faglighed og supervisors indsigt i egen faglighed. Uden at blive autoritær eller pådutte supervisanden sin agenda. God praksis som supervisor kræver derfor en solid træning, med fortløbende øget bevidsthed og læring.

Et symbolsk billede på supervision

Supervision kan fornemmes som en udforskning med hjerte ind i fortællingerne fra praksis. Det kan være som en blid vind, der forstyrrer, renser og igangsætter nye perspektiver. Vinden bringer en levendehed med sig. Den vækker os fra at sidde fast i vante forestillinger og rutiner. Fra et åndeligt perspektiv kan man måske sige, at supervisor og supervisanden sammen plejer supervisandens sjæl. Som et udtryk for kærlighed forstået som medfølelse, glæde, ligeværd og venlighed.

Supervision kan give den rygstøtte, som kan give det pædagogiske fag en mulighed for igen og igen at forny og genvinde de dybeste elementer for forbindelse og livsudfoldelse mellem alle implicerede. Udfoldet gennem en medmenneskelig tilgang, som kan udvikles mellem mennesker inden for et empatisk felt.

At sanse rummet imellem

I feltet mellem supervisor og supervisand mærkes de næsten umærkelige vibrationer, der svinger i samklang med vores kropslige resonansbund. Det har stor betydning for vores oplevelse af hinanden i supervisionsrummet.

Her finstemmes vores lydhørhed, der kan skabe en klangbund eller et resonansrum, hvor vi synkroniserer det fælles relations-felt. Når vi læner os ind i dette felt, opstår der en intuitiv sans for timing og rytme. Vi synker bagom sindets indblanding, hvor billeder og indsigter opstår mere flydende og frit. Eller vi kunne med Sterns ord kalde det Den forvandlende kraft i mødeøjeblikket. Stern [1]

Fra det stille sted er det muligt at stille ind på en anden persons resonans, inklusiv det usynlige bagved, og derved skabe et fælles bevidsthedsfelt.

Det menneskelige sind er en relationel og kropsligt forankrede proces, som regulerer energien og informationsstrømme. Med Siegels ord: Der sker en samsvingning i stilhedsrummet, hvor der igangsættes en selvregulerende proces, der virker på længere sigt. En resonans, der er så kraftfuld, at den fortsætter, også når der ikke længere findes nogen direkte intervention. Siegel [2]

Når det sker i det supervisoriske rum, hvor begge indstiller sig på åbenhed, mærkes en umiddelbar udvidelse og forøgelse af fylde.

Man kan have en intuitiv følelse af noget, og i det øjeblik der sker en resonans på tankens plan, bliver følelsen befrugtet med forståelse og klarhed. Resonans kan altså forstås pa den måde, at vores hjerte svinger harmonisk med en anden. En svingning, der opstår i mødet, som en delikat musik der berører det vågne nærvær, hvor begge indstiller sig pa hjertets bølgelængde. Denne frekvens fremkommer, når vi åbner os indad i en hvilende væren i hjertet og transformerer begge. Madhurima [3]

Vores sanselige krop

Et aspekt i supervisionen hviler som nævnt på det, der sker i resonansfeltet mellem supervisor og supervisand, og som kan indeholde en guldgruppe af ubevidste, sansende informationer, vi kan trække på.

Vores sanser er vibrationer eller bølgelængder, der reagerer overfor andres bølgelængder. De udgør bevægelser, der bliver til tanker og bevidsthed.

Vores krop og feltet omkring vores krop modtager informationer, som præger vores følelser, tanker og hermed vores biokemi og hele kroppens elektromagnetiske felt.

Heri gemmer der sig umådelige mængder af information, som vi modtager fra hinanden på det ubevidste plan. Vi påvirkes af- og medsvinger meget mere, end vores logiske sans og dagsbevidshed opfatter.

To kendte begreber der udtrykker dette er subliminal perception og supramodale relationer.

Subliminal perception henviser til den information vi modtager under bevidsthedstærsklen. Og supramodale relationer- og det supramodale rum henviser til, at krop og sjæl, følelse og intellekt, det indre og ydre er forstået som en helhed. Selve oplevelsens enhed. Begge begreber beskrevet af Ole Vedfelt.[4]

Endeligt skal her tilføjes det transpersonlige perspektiv. Det, der ligger udover det personlige perspektiv. Det er en symbolsk tilgang, der implicerer det levende sansende landskab, som kan opstå, når vi åbner os for det dybere resonansfelt til de mere subtile lag af bevidstheden. Det henviser til den kompleksitet, supervisionen må være vågen omkring.

Den transpersonlige tilgang ses som evnen til at være åben og turde forblive længe nok med det ukendte - og at lytte længe nok til det, der er på vej. Det inviterer til at flytte opmærksomheden fra det, der synes at ligge lige for - til et bredere felt. Intuitionen hører ind under her.

Det transpersonlige lags udfordring kan minde os om, at der er en mening med at sidde i det ukendte. Vover vi at sidde længe nok i ikke viden, gives der mulighed for at nye potentialer kan fødes af det åndelige ubevidstes vingesus.

Her gør vi os sårbare og åbne overfor synkronitet og for arketypiske mønstre med hjertemod, integritet, humor og kærlighed. Vi forbliver med - rummer og accepterer vores hjælpeløshed over for lidelse og tomhed.

Processen beskrevet her, bevæger sig i to lag.

Et horisontalt lag der omfatter det personlige, det konkrete, det, der sker. Fortællingen/ casen, personen, mødet. Det vi kan høre og se. Det jordiske.

Hertil kommer et vertikalt lag, der indfanger det transpersonlige; det åndelige, det intuitive. Vores sansende seen og lytten med hver en celle til det, der ligger bagved.

Hjertets resonans

Skal de mange ord om kærlighed, medfølelse, sansende resonansfelter ikke stå som tomme floskler, vil jeg afslutte med en lille eftertekst om hjertebevidsthed.

Det er efterhånden almindeligt anerkendt, at hjertet er et følelsesmæssigt og intelligent organ. Hjertebevidsthed beskrives som hjertets evne til at mærke og sanse energifrekvenser.

Forskere fra HeartMath Institut har opdaget, at hjertet udsender et kraftigt elektromagnetisk signal, der kan registreres som et felt omkring kroppen. Det gør det muligt for os at opfatte mennesker i vores miljø energetisk - og at hjertets magnetfelt, som udstråles fra kroppen, kan påvirke andre mennesker.[5]

Vores nervesystem er således sammen med hjertes rækkevidde, det resonansfelt, der omgiver hjertet. Det er et meget komplekst, forfinet og informerende system, som samarbejder med omgivelserne.

Det er gennem hjertefølelser, at vi forbinder os med hinanden.

I nærværet kan vi komme i resonans med omgivelser, som vi kender det, når vi f.eks. er nærværende med et barn og kan mærke vores kærlighed og omsorg direkte fra hjertet.

Det er netop denne hjertefølelse, der kan være bærende i det supervisoriske felt.

Den artikel er en omskrivning af en artikel trykt i tidsskriftet Psykoterapeuten feb. Nr. 1 2022, som jeg har tilpasset det pædagogiske arbejdsområde. Artiklen er forfattet af Ameyo Barfred-Dixon og mig, Lianne Kirstine Ervolder. Vi er begge erfarne superviserer, undervisere, psykoterapeuter og stiftere af en tidligere supervisionsuddannelse med titlen Supervision fra sjælens perspektiv".

Desuden har jeg referencer fra min bog Hjertets dannelse. Barnets vej til livsduelighed og nærvær. Essays om opvækst til empati og medmenneskelighed. Skriveforlaget 2024.

Om forfatteren:

Lianne Kirstine Ervolder er supervisor, underviser, psykoterapeut, foredragsholder og forfatter

[1] Stern. D.(2004) Det nuværende øjeblik. H.R.Forlag
[2] Siegel D.J. (2002) Sindets tilblivelse og udvikling. Klim
[3] Madhurima. M.R. (2009) Det intelligente hjerte. Borgen.
[4] Vedfelt.O. (2002) Ubevidst intelligens. Gyldendal
[5] HeartMath institute. www.HeartMath.org.