Kritik kan ses som en motor for forandring. Kritik tilhører ikke en bestemt fløj, et bestemt parti eller en bestemt ideologi. Kritik kan tjene alle, og ”moral er kritik og kritik er moral”, som sociologen Rasmus Willig formulerer det. Han fortsætter: ”Kritik er imidlertid ofte utålelig for magthavere og ikke mindst for despoter, diktatorer og ideologiske strømninger.” Med den tilgang kan det ikke undre, at bogen gør et stort arbejde for at hjælpe læseren til at gennemskue, når kritikken bliver afvæbnet.


Afvæbnet kritik består delvist af artikler mm, som tidligere er udgivet. Det gør sproget lidt ujævnt bogen igennem. I nogle kapitler refereres til Zygmunt Bauman, Karl Marx, Pierre Bourdieu og Erving Goffman. Andre kapitler består udelukkende af korte, afvæbnende sætninger. Man kan vælge at se det som en svaghed, men det gør den samtidig relevant og interessant for en større læsergruppe. Og den har et budskab, som skal nå langt ud. Ironisk nok kan de mere akademisk formulerede kapitler netop ses som et greb, Rasmus Willig bruger til at afvæbne kritikken af ham selv! Og min kritik af hans sprog kan ses som et greb til at afvæbne HANS kritik. Sådan kunne man blive ved.


Kravet om fleksibilitet hos medarbejderne betyder, at de skal bøje sig for trykket, indtil de kan rette sig op igen. Desværre har de sjældent rejst sig efter den første reform, inden en ny kommer. "Enhver krise udløser kritik eller (…) voldsom kritik kan lede til kriser. Hvordan nu, hvor den ene krise efterfølger den anden?" Spørgsmålet er, om fleksibilitet, styringsteknikker og en positiv attitude ikke er blevet et mål i sig selv, hvor det tidligere var et middel til at opnå andre mål.

Selvmåling medfører, at man betragter sig selv på to måder: Den jeg er og den jeg bør være. I konkurrencestaten konkurrerer professioner også mod hinanden, og i sidste ende gør de enkelte borgere det også. Ved at afvæbne kritik, udstilles afsenderen af kritikken som konkurrencesvag, og det er et stort handicap i konkurrencestaten.


Det viser sig, at de afvæbnende svar reproduceres: Mellemlederne hører dem også fra DERES ledere. Pædagogen bruger dem overfor børnene, og sygeplejerskerne bruger dem overfor patienten. De gentages endda i privatlivet.. På dette sted i bogen varmes op til 20 sider med en liste over eksempler på afvæbnet kritik. Læserens forberedes på denne måde: "Disse fælles læseseancer har altid affødt både gråd og grin, for når sætningerne læses op en efter en, giver de samlet set et billede af en kultur, som afskyr kritik, en utålmodig og i flere tilfælde grov og intimiderende kultur."

Inden da kommer en grundig metode-gennemgang, som bliver til en selvbiografisk (og tragikomisk) fortælling. Der er eksempler på, hvordan Rasmus Willig har samlet sit materiale. En nyuddannet lærer ødelægger sit forhold til både kolleger og ledelse, da hun kommer med kritik på et lærermøde. På samme måde er der eksempler fra de andre professioner, men man kan godt genkende situationerne, selv om man kommer fra en anden profession.


"Du er da vist udbrændt."
"Det er altså kun dig, der mener, at der er en konflikt."

"Skal du have hjælp til at prioritere dine arbejdsopgaver?"
"Behøver du være sådan en betonsocialist?"
"Du behøver jo ikke at kunne lide dit arbejde."

 

For at gøre opremsningen mere spiselig, er de 20 sider delt op i tre afsnit. Rasmus Willigs håb er, at man læser alle sætningerne, hvilket også giver den bedste forståelse. Mit eget favoriteksempel er det, man ikke vil høre, hvis man har den faglige stolthed i behold: "Du skal ikke løse opgaven til et 12-tal. Du skal bare bestå."

Mange af svarene er variationer over det samme tema, hvilket blot viser, hvor udbredt tankegangen er blandt ledere. Det er f.eks. den anerkendende tilgang, som kræver, at man har fokus på det, der virker. Dermed forsvinder interessen for at forbedre det, der ikke virker (endnu). Sætninger som "Jeg hører, hvad du siger" går også igen i materialet.

Som ved andre lejligheder stiller Rasmus Willig sig kritisk overfor wellness, fitness og mindfulness, som han samlet set kalder reparationsness. De går fra at være en mulighed til at være et tvangsforhold, når de bliver forudsætninger for at kunne klare sig under et stigende og uafbrudt pres. Og klare sig, det skal man kunne. Flere og flere stillingsannoncer bruger forskellige omskrivninger af resiliens. Med mindre neutrale ord betyder det hærdet, hårdfør, modstandsdygtig, resistent, robust og udholdende.


Afvæbningen af kritik ses som et led i umyndiggørelsen af velfærdsprofessionerne, og Afvæbnet kritik ligger også i forlængelse af Umyndiggørelse (og senere Kritikkens U-vending) af samme forfatter, udgivet 2009 OG 2013. Vi er på kanten af Grundlovens § 77 om censur, men bogen skelner mellem defensiv censur (hvor man censurerer noget, som er skrevet) og defensiv censur (hvor man undlader at komme med f.eks. kritik af frygt for konsekvenserne).


Afslutningsvist runder Afvæbnet kritik fagbevægelsens rolle. Fagforeningerne har kæmpet i fire arenaer: Omfordeling af samfundets goder. Anerkendelse af professioner. Fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Fagets autonomi og autoritet. Det er en forudsætning for en fortsat udbygning og bevarelse af disse fire arenaer, at fagene kan ytre sig. Og kan ytre sig kritisk.