Bogen gengiver nogle højdepunkter fra filmen: Kevins første morgen, hvor han som en anden Palle alene i verden hopper i sengene og spiser isdessert til morgenmad. Hans hjemmelavede fælder, som Marv og Harry ryger i. Gensynet med familien, da den kommer hjem igen.

Billedmæssigt fungerer Alene hjemme især på de scener, hvor indbrudstyvene falder og får ting ned over sig. Det er slapstick-humor, som trækker bogens målgruppe et par år ned til omkring 4-7 år. Den mest interessante karakter er naboen Gamle Marley, som er afbilledet mest udtryksfuldt. Også han er uden familie; han kom til at sige noget grimt til sin søn. Det med at sige noget grimt til nogen, man holder af, kan alle børn nok genkende, og Kevins råd er også ret universelt: Han anbefaler Marley at forsøge at tale med sønnen.

Desværre følger vi ikke samtalen mellem Gamle Marley og hans søn, men bagsatsen viser naboen gående sammen med nogen, der godt kunne være sønnen, svigerdatteren og et barnebarn. Her smiler kontrast til forsatsen, hvor han gnavent skovler sne.

Sidehistorien om Gamle Marley og hans søn er ikke den eneste løse ende i Alene hjemme. I Kevins forståelse har han fået familien McCallister til at forsvinde ved blot at ønske det. Og på mirakuløs vis dukker de op igen på de sidste sider. Vi hører ikke noget om, hvordan familien opdagede, at de var kommet af sted med et barn for lidt. Det fremgår heller ikke, hvordan Kevin kunne købe ind, eller hvorfor ingen bemærkede den lille dreng, som var alene i kirke juleaften.

De fleste spørgsmål kan besvares ved at se filmen af samme navn som bogen, og derfor kan jeg primært anbefale bogen som et godt supplement, hvis man vil have en anledning til at genopfriske hukommelsen.