Drengen der skal sove, har bøger om solen og månen på reolen og en stjernekikkert i vinduet. Han skal sove, for hans mor skal på natarbejde. Ole Underbo kommer op og sidder hos ham, siger moren. Og så skumrer det. Blåt og stille i drengens værelse.

Så ved jeg, hvor jeg er i Anna Jacobina Jacobsens særlige skumringsrum, hvor alt kan ske, og hvor der er så stille, at man kan høre en fjern sang.

Det er sangen om Ole Lukøje, for det er hans historie, vi får her: Den lille Ole med paraplyen, ham kender alle småfolk i byen ...

Drengen vågner. En gammel mand står foroverbøjet ved vinduet og kigger i hans stjernekikkert, i stolen ligger der en kat. Det er Ole Underbo. Må jeg kigge med? Drengen er hurtigt oppe og sætter øjet til stjernekikkerten, og vi må konstatere, at Ole Underbo kigger på damer. En sød lille ældre dame nede på cafeen er i stjernekikkertens runde fokus. Hårdt presset af drengen må Ole til sidst gå til bekendelse, det er Tandfeen, hans livs kærlighed. Ha! siger drengen, og så er du vel Ole Lukøje?

Ja, så hurtigt kan man blive afsløret af en kvik dreng.

Helt paf over at blive genkendt og så hurtigt! - løsnes Oles tunge. Ole Lukøje fortæller om at blive gammel. For gammel. "Før jeg blev gammel, blev jeg for gammel. Det er jo også et spørgsmål om størrelse, man skal jo ind gennem vinduer og sådan. Han fortæller om forestillingens magiske kraft, og hvad en enkelt lille Ole Lukøje kan nå af børn en travl aften, hvis man har den. Han demonstrerer, hvad den kan, forestillingsevnen: Folde en hel elefant så den kan være inde i mit hoved. Så imponerende! Og han fortæller om kærligheden. Til tandfeen der blev gift med en tandlæge og siden skilt, og ham selv der anskaffede sig en kat. Det med katten kan man mene meget om. Jeg vil bare påpege, at den kat har mere empati og omsorg for Ole, end han selv aner. Den er ved at slide plysset af stolens ryg i støtte og opmuntring, da Ole Lukøje skal drives til handling.

For drengen har hørt efter. Ole Lukøje findes, Tandfeen findes. Så gør kærligheden selvfølgelig også. Men gamle Ole tør ikke. Han er en tøsedreng, og der er brug for et mandfolk. Kom, vi går derover. Drengen træder i karakter. Ole ... kom! Nu! Ole tør ikke. Der skal tænkes kreativt, og det lykkes ved kattens hjælp. Nogle vil kalde det et hændeligt uheld, og det må de også gerne. En løs mælketand bliver forløst og på næsten magisk vis transmitteret til Tandfeen. En skælvende Ole Lukøje lukker hånden om tanden og puffes ned til Tandfeen med gaven. Set oppefra kan man kun se en stor rød paraply i gadens mørke. En kat cirkulerer omkring de to under paraplyen, og oppe i lejligheden er mor kommet hjem, så træt, så træt. Hun falder i søvn med armene om sin dreng i hans seng, og han beslutter, at nu er det David Bowies Major Tom, som skal findes i stjernekikkerten, hans mors store kærlighed. Fordi han findes. Og fordi der er så meget brug for kærlighed. Og så hedder han i øvrigt Ziggy, drengen.

Lukøje minder om Anna Jacobinas Ø (2018). Ø var uden tekst, her i Lukøje er der tekst, højfilosofisk tekst for de lavbenede. Alderdom, kærlighed og forestillingsevner er store emner for små hoveder, men Anna Jacobina formår balancen mellem konkret og abstrakt, mellem virkelighed og forestilling på en sjælden måde. Og det er jo sådan set nok, når Ole fastslår, at Virkeligheden er en sjov størrelse, og katten forstår det, vi ikke forstår.

Ø var søgrøn, Lukøje tager farve af byens skumringsrøde mursten. Stregen er blevet blødere, kruser lidt her og der, så man får lyst til at knuselske drengen og stryge gamle Oles rynkede kind. Sangen er blevet tydeligere.