Bogen er inddelt i fem kapitler. Hver teoretiker har et kapitel, hvor de fortæller om deres forskellige former for fokus i forskning inden for 0-3 års området.


Forskningen inden for 0-3 års området har været meget sporadisk, og der har derfor været fokus på dette område. Ideen om Barnet i centrum er blevet forumleret af pædagoger og er derfor et projekt, der er blevet udlevet i praksis og blevet fulgt op af de teoretikere, der er med i projektet.


Hovedfokus for dette projekt har været på, hvordan vuggestue og dagpleje livet fungerer for børnene og bidrager til, at alle børn får lige livsmuligheder som, forankres i et demokratisk velfærdssamfund.



Kapitel 1 og 2 er skrevet af Stig Broström. Han indleder bogen med en historisk gennemgang om forskningen fra før til, hvordan den er nu anno 2016. Danmark har igen sat dette fokus på pædagogikken på dagsordenen, da Ole Henrik Hansen havde temaet om forholdet pædagog-barn og betydningen af den empatiske relation. Forskningen viste, at der var lav måling af tid(3-5 minutter) for et barn i dagtilbud om dagen. Forskningen viste derudover også, at jo bedre planlægning af den pædagogiske praksis er, jo flere dialogskift og mere empati sker der med barnet. Ole Henrik Hansen har desuden gennemført en stressforskning af små børn ved start i institution eller dagpleje. Børnene havde her en større mængde stresshormon kaldet kortisol. Efter nogle måneder forsvandt kortisolet.


Politikerne og forskerne har ændret deres syn på vigtigheden af tidlig indsats, efter der er kommet mere forskning på 0-3 års området. En god struktur er afgørende for en god udnyttelse af ressourcer og kræver et minimum af uddannede pædagoger for at skabe pædagogisk kvalitet.


I Bogen2. kapitel beskæftiger Stig Broström sig med aktionslæring med henblik på at udvikle den pædagogiske praksis samt udvikle en ny teori om det pædagogiske arbejde med 0-3 årige børn. Projektet bestod af en udviklingsdel og en forskningsdel. Udviklingen i praksis skulle skaffe sig ny viden og være vekslende mellem teori og praksis. Projektet er ligeværdigt ifht aktørerne som var forskere, de kommunale (forvaltning og politiker) samt pædagogerne og dagplejerne. Forskningen viste, at aktionslæring fører til grundigere og mere varige lærerprocesser hos deltagerne sammenlignet med formidling. Deltagerne opnåede en læring gennem afprøvning i praksis og drøftelser i laboratorierne.


Forskningen havde tre delelementer: 1. planlægning, 2. praksis med dataindsamling, 3. refleksion og analyse. Det, der blev set på i laboratorierne, var det pædagogiske nærvær og tilstedeværelse i nuet, synliggørelse af det gode samspil og konfliktfyldt samspil. Pædagoger og børn blev filmet og derefter transskriberet og analyseret med henblik på at løfte fælles didaktiske temaer. I laboratoriet ”emotionel relatering og modtagelse” arbejdede praktikerne med at beskrive og udvikle strategi i tiden mellem fødsel og den første tid i vuggestuen samt i modtagelsen.


At have barnet i centrum et aktionslærings projekt betyder, at de deltagende praktikere løbende har skabt nye pædagogiske organiserings og praksisformer.


Bogens 3. kapitel er skrevet af Lone Svinth og handler om, hvordan pædagoger skaber samspil og læring i vuggestuen og dagplejen. Læringen behøver ikke være rammesat for at finde sted, for måden, hvorpå pædagoger i praksis tilrettelægger børns læring og trivsel har stor betydning for, hvor det bliver muligt for børn at deltage i og derved opleve og erfare i deres dagtilbud. For at barnet skal have deltagelsesmuligheder, er det afgørende, at der er en voksen i samspillet, som er opmærksom på, hvordan børnene oplever aktiviteten som meningsfuldt og engagerede. Alle laboratorierne havde til hensigt gennem teori og oplæg samt kollegialt udveksling at reflektere, inspirere og styrke deltagerne ifht samspil med børnene. I dette projekt indgik massage og berøring.


I forhold til de 0-3 årige er det afgørende vigtigt, at voksne kontinuerligt reflekterer over og diskuterer samspillet. Dette kapital går i dybden med læringsbegrebet, love og udvikling, og der henvises til mange andre teoretikere, grafer og figurer. Der er endvidere mange praksiseksempler. Når pædagogen gør sig åben for barnets perspektiv, bliver det blandt andet muligt for den voksne at se, om de vante handlingsstrategier ifht barnet er frugtbart eller ej.


Kapitel 4 er skrevet af Ole Henrik Hansen og handler om emotionel relatering samt modtagelse. I laboratoriet så man, hvordan omsorgsgiverne skabte en fælles aktivitet og var tydelige om det fælles formål og den fælle hensigt og var meget nysgerrig på barnets hensigter. Her udviklede de det, de kaldte barnets vindue. Vinduet opstår, når forældrene kommer om morgenen og afleverer barnet. Det moment hvor barnet accepterer at blive afleveret og modtaget. Når forældrene er klar til at afleverer barnet til omsorgsgiveren.