Bogen handler om, hvordan vi som professionelle omsorgsgivere kan være med at skabe de rette forudsætninger for, at barnet kan udvikles og trives. Den har fokus på, hvordan vores vigtigste arbejdsredskab er os selv, og hvordan vores verbale og nonverbale kommunikation med barnet er med til at skabe det væsen, som barnet udvikler sig til. Bogen kommer blandt andet ind på tilknytningsteori, relationsdannelse, den plastiske hjerne, omsorgsbegrebet, fælles opmærksomhed og pædagogiske prototyper.


De fleste pædagoger husker nok bedst Ole Henrik Hansen for hans revselse af danske vuggestuer tilbage i 2012. Hans kommentarer om "fri hash- og kakaomælksinstitutioner" faldt ikke i god jord, og mange pædagoger følte sig trådt over tæerne. Dette skal dog på ingen måde afholde en fra at kaste sig over denne bog, som på en fin og overskuelig måde beskriver det vigtigste i den pædagogiske profession.


"At blive et kultureret menneske fordrer følelsen af at høre til. At være knyttet til fællesskabet. Ikke som en tanke, ikke som en fornemmelse, men som en måde at være til". Dette citat er hentet fra bogens indledning og beskriver dybest set, hvad bogen handler om.


Ole Henrik Hansen beskriver selv den pædagogiske tilgang som ny-vygotskyansk, og der beskrives flere psykologiske perspektiver, blandt andet Daniel Stern, Bae, Freud, Tomasello og Thyssen.


Nu er der grænser for, hvor meget man kan forlange af en bog på 47 sider, og det er da også korte gennemgange af flere vigtige begreber,


Betydningen af voksen-barn kommunikationen er kort, og hører til serien "Det ved vi om", som er en serie, der er tiltænkt pædagogisk personale i dagpleje, vuggestue og børnehave. Målet er, at forskningsbaseret viden gøres mere tilgængelig og derfor anvendes mere i praksis. Det er et beundringsværdigt mål, og bogen er da også langt hen ad vejen særdeles brugbar. Den er læsevenlig, inddelt i kapitler med overskrifter, der virkelig dækker indholdet, og man ville snildt kunne bruge enten hele bogen eller uddrag fra den til diskussioner om pædagogisk praksis på personalemøder. Jeg undrer mig dog over, at der slet ikke anvendes fortællinger fra praksis, som kunne have tydeliggjort, hvad de forskellige psykologiske perspektiver betyder for vores ageren i hverdagen. Sådanne fortællinger ville have gjort bogen endnu mere spiselig og ville have givet seks stjerner, fordi det ville have gjort bogen endnu mere praksisrettet.