Der er ofte mere fokus på symptomer på børn og unges mistrivsel frem at for se deres adfærd som en overlevelsesstrategi ud fra deres forudsætninger og erfaringer i livet. Derfor bliver disse børn mødt med utilstrækkelige forståelser, mangel på lytning og mangel på at blive taget alvorligt.

Når fagpersoner fokuserer på symptomer, lægger de op til en vanskelig proces. Børns symptomer er bare tegn på deres indlejrede erfaringer fra det liv, de lever, og sociale samspilsmønstre. I det øjeblik vi holder fast i, at der er noget galt med et barn, holder vi også fast i, hvad barnet udviser og dermed undersøger vi ikke, hvorfor barnet har fået faste mønstre, som kan være den åbenlyse årsag til problemvedligeholdelsen.

Børn og unge, der bliver udsat for mistrivsel over lang tid, får en selvskadende adfærd, et kritisk selvbillede og mister tillid til andre, fordi de må leve et smertefuldt liv og overleve på egen hånd. Så det er ikke kun barnet, der skal lære om de nye mønstre, men alle omkring barnet dvs. fagpersoner og familien.

Alle de skemaer som skoler og daginstitutioner laver om barnets indlæring og udvikling fjerner faktisk fokus fra barnets behov for at være en del af fællesskabet og at have en relation og samspil med andre, især barnets tilknytning til de voksne, idet følelsen af forbundenhed er et grundlæggende socialt vilkår for børn og unge opvækst. Der er som regel sammenhæng mellem barnets overlevelsesstrategier og udviklingsprocessen.

Forfatteren til denne bog beskriver mange eksempler fra sin daglige praksis, hvor fagpersoner fra vuggestuer, børnehaver, skoler og forældre af afmagt sender børnene til en tidlig diagnosticering, som bl.a. stammer fra kommunernes stramninger i velfærdsstaten.

Vi ser dagligt børn i vuggestuer flytte til børnehaver og fra børnehaven til skolen. Med disse handlinger synes jeg, man tvinger børn til at springe den naturlige livsfase over, hvor de sårbare grupper kommer bagud i forhold til deres jævnaldrende, som sætter et alvorligt præg på deres opvækst.

Børns mistrivsel er alles ansvar, idet børn bruger meget af deres liv uden for hjemmet, og det ikke længere er forældrene, der har ansvaret for opdragelsen. Der kan være mange grunde til, at børn mistrives i form af mobning, vold, omsorgssvigt, incest, fattigdom og meget mere, hvor børn ikke har nogen at tale med og derfor udviser de reaktioner, som er tegn på, at de har brug for en pædagogisk indsats.

Forfatteren påviser i denne bog med evidensbaserede undersøgelser på verdensplan, at medicinalindustrien har påvirket kulturen og udnytter samfundsudvikling i den besparelsesretning, hvor der er mangel på menneskelige ressourcer. For jo flere nedskæringer, desto ringere kvalitet og socialisering og mangel på hjælp til børn og familier med vanskeligheder.   

Forfatteren belyser mange dilemmaer og risikofaktorer ved en tidlig diagnosticering gennem mange cases, og det lykkedes ham at hjælpe udsatte børn med forskellige diagnoser ved at lytte til dem, give forældrene edukation om ændring i familiemønstre, og ved at igangsætte en effektiv pædagogisk indsats, hvor børnene er blevet medicinfri.  

Der er en rigtig god beskrivelse af nogle begreber, som mange desværre har misforstået, og som derfor tror, at en diagnose er en forklaring for barnets symptomer. Vi ser også, at mange institutioner bruger denne misforståelse til at skaffe sig bedre økonomi for at afdække deres ressourcemangel til børn med vanskeligheder.

Denne bog kommer med nye input fra den virkelige verden både herhjemme og på internationalt plan, hvor børn med sociale uligheder, fattigdom og/eller en opvækst i et misbrugsmiljø kan få et normalt liv med en udvidet udviklingsmulighed; og ikke mindst opmærksomhed på, at alle omkring børn og unge påvirker disse børn. Derfor skal alle tage ansvar for deres egne handlinger.

Bogen argumenterer fagligt om børn, der kan tage mere skade af at bruge bevidsthedsændrende medicin over lang tid, og psykiatrien bør være lydhør over for børn og unge og deres familiers argumenter om medicinens bivirkninger og manglende effekt.

Denne bog er en øjenåbner og har mange evidensbaserede undersøgelser og resultater på international plan til fagpersoner og forældre om, hvordan man bedst kan hjælpe udsatte børn og unge med adfærdsvanskeligheder, idet kerneproblemet ikke ligger hos det enkelte individ, men i den kontekst barnet lever i. Ved at medicinere børnene fjerner vi uroen fysisk, men skaber identitetsændring hos dem. Børn har brug for tid til modning, socialt samspil og støtte til en sund trivsel. Sker der spring i børns livsfaser, skades den normale børneudvikling.

Jeg synes denne bog bidrager med en højt kvalificeret viden og arbejdsredskaber til lærere, pædagoger og socialrådgivere for at kunne varetage børns tarv på en forsvarlig måde. Hvis hver person omkring barnet udviser nysgerrighed for barnets symptomer og ser sin egen rolle i samspil med barnet, vil vi undgå mange børn med psykiatriske diagnoser, idet diagnosticering og medicinering af børn har menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser.

Faglitteratur
Akademisk forlag
Søren Hertz
248
Pouran Asadi Rastehkenari
15. november 2017

Seneste anmeldelser

-->