Børn med særlige forudsætninger trives ikke automatisk. De skal have særlige vilkår for at stråle. Det er hovedbudskabet i denne andenudgave af De intelligente børn. 2 - 5 procent af alle børn har særlige forudsætninger. Forfatteren har ladet forældre komme til orde med fortællinger om deres børn, konkret ca. 1/3 af bogen.


Begrebet "særlige forudsætninger" dækker over mange forskellige anlæg. Marlandrapporten fra 1972 rubricerer børnene i seks hovedkategorier: ”generel intellektuel dygtighed, specifikke akademiske anlæg (for eksempel sprog, matematik), kreativ og produktiv tænkning, evner til at lede andre, visuelle og kunstneriske evner, talent for sport og idræt." 50 års forskning viser ifølge De intelligente børn, at børn med særlige forudsætninger bliver mere tilfredse ved at springe en klasse op (trods den almindelige opfattelse af andet). Både her og andre steder er der primært henvist til amerikanske skoler, forsøg og undersøgelser.


I bogen bruges betegnelsen "børn med særlige forudsætninger". Man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke er titlen på bogen men er degraderet til en undertitel.


Højtbegavede børn kan være svære at udpege, derfor bruger man test til at bestemme iq, selv om der er mange forbehold omkring iq. Vigtigheden af en neutral test ses af, at lærere var uenige med vurderingen af halvdelen af de børn, som havde særlige forudsætninger ifølge en intelligenstest. Intelligenstest medtænkes af enkelte private skoler i Danmark. Intelligenstests historie bliver også gennemgået i De intelligente børn, herunder definitioner af høj begavelse.


Selvom psykolog Ole Kyed er angivet som forfatter, er ca. hundrede sider skrevet af forældre til børn med særlige forudsætninger. Forfatteren anbefaler selv bogen til forældre og peger på to andre af hans egne bøger til professionelle. Desværre er de meste af forældrenes tekster ukommenterede, og det er en stor svaghed. Der sluttes ukritisk fra det specifikke til det generelle, tvivlsomme eller endda misvisende påstande står ukommenteret hen, og påstande om kammerater, lærere, pædagoger og andre professionelle forbliver uimodsagte.


Forældrenes cases kunne med fordel være blevet efterfulgt af faglige kommentarer, som løftede dem op til at blive eksemplariske. Her kunne forfatteren have brugt sin lange erfaring med familier i samme situation. I stedet fremstår de som løsrevne fortællinger af (selv)biografisk art. Som sådan fungerer de udmærket, men læseren må forholde sig kritisk til, om de er tilstrækkeligt reflekteret skrevet. Sidst i bogen er der dog en tresiders sammenfatning af alle cases under et.


Børnene og dermed forældrene er naturligvis anonymiserede, men i de tilfælde, hvor forfatteren angiver sit køn, er det altid en mor. Om en højt begavet mand i 3g hedder det: "Spørger du Benjamin selv, ville han nok mene…", og de fleste af børene er blevet voksne i den foreliggende andenudgave. Derfor undrer man sig over, at hovedpersonerne ikke selv er kommet til orde men udelukkende gennem deres forældre.


Fortællingerne giver et indblik i ni konkrete børns barndom. Læsningen efterlader et billede af børn med mange skoleskift, med perioder af hjemmeskoling, med ensomhed af mangel på kammerater og med pædagoger og lærere, som ikke forstår barnet og dets behov. Der er naturligvis også lyspunkter imellem, og nogle af historierne ender godt, men læseren finder ingen historier om børn, som hele barndommen igennem har kunnet profitere af sine evner. Det er tankevækkende læsning, når man arbejder med børn.


Et af de væsentligste dele af bogen er et nyskrevet afsnit om forholdet mellem høj begavelser og forskellige diagnoser. Som pædagog kan man være opmærksom på en række tegn. Derfor bruges der en del sider på at oplyse om forskelle og ligheder i opførslen hos hhv. højt begavede børn og børn med en række diagnoser. Det er overskueligt opstillet og med et layout, som gør, at man hurtigt kan finde tilbage til relevante afsnit. Alle tegn på særlige forudsætninger kan ikke gengives her, men disrespekt for autoriteter, ugidelig arbejdsstil, flere følelsesmæssige vanskeligheder og lavt selvværd bliver ofte set som tegn på en diagnose snarere end høj begavelse.


Ligesom f.eks. børn med ADHD ikke er en ensartet gruppe, er børn med særlige forudsætninger det heller ikke. F.eks. er spændet i intelligens større i gruppen af børn med særlige forudsætninger, end den vil være i en normalfordelt børnegruppe/klasse.


Intelligens beskrives som et potentiale. Der er forskellige måder, de særlige forudsætninger indenfor sprog, matematik, ballet, skuespil, musik osv. kommer til udtryk. ”Vi er højst sandsynligt bedre til at identificere børnene på nogle områder end på andre”, som det beskrives.


De intelligente børn har koncentreret sig om skolebarnet. En oversigt over børnenes forskellige udviklingstrin har givet førskolebarnet en enkelt linje, hvor de tidlige skoleår, mellemtrinnet og teenageårene tilsammen har en side. Det er tankevækkende, når der samtidig peges på, at jo yngre et barn med særlige forudsætninger er, jo mere har barnet brug for de voksne. Casene fortæller også, at problemer kan opstå allerede i vuggestue eller børnehave, og at den rette indsats her kan gøre en stor forskel.


I skolesammenhæng anbefales det at lave særlige forløb eller at differentiere tilstrækkeligt. En forælder beskrev det sådan: ”Hans ekstramateriale skulle være af kvalitativ og ikke kvantitativ karakter. Han skulle således ikke have ekstra af det, som han allerede evnede.” Selv den bedste pædagogiske indsats kan ikke hindre, at et barn med særlige forudsætninger får kendskab til begivenheder mm., som det emotionelt ikke er modent til. Barnet kan bekymre sig om liv, død, krig, ondskab og miljøkatastrofer på et tidspunkt, hvor jævnaldrende end ikke har hørt om det.


At forbyde eller hæmme barnet i at undersøge bogstaver og skriftsprog er ikke vejen frem. En case beskriver, hvordan Janus springer ud som "habil læser” som femårig. Han blev "afsløret", fordi han dagen efter angrebet på World Trade Center spurgte, hvorfor der i en avis stod "Død over alle muslimer". Indtil da havde han gemt sine evner, fordi han havde erkendt, at forældrene hellere så ham lege ”alderssvarende”. Han havde lært at læse ved at kigge pædagogen over skuldrene, når hun læste højt og kunne læse femstavelsesord som lakridspastiller og sæbekassebil. I alle tilfælde anbefaler bogen at gøre sig til en god rollemodel i stedet for at fortælle barnet, hvad det skal gøre.


I forhold til førsteudgaven har den foreliggende andenudgave som nævnt tilføjet et væsentligt afsnit om diagnoser og deres indflydelse på (opfattelsen af) børn med særlige forudsætninger. Børnenes videre forløb i de mellemliggende syv år er kommet med, og et enkelt barns historie er taget ud. Det er der kommet en bedre bog ud af. Flere steder er det dog gået galt i at overføre teksten fra førsteudgaven. F.eks. står der, at 25 procent af en befolkningsgruppe har særlige forudsætninger, det rigtige tal er 2 - 5 procent. Et barn på 1 - 2 år er blevet 12 år i andenudgaven osv.


Når De intelligente børn i så høj grad beskæftiger sig med skolebørn, havde det være relevant at beskrive folkeskolereformen og de muligheder og risici, den medfører for børn med særlige forudsætninger.


Trods disse forbehold giver De intelligente børn et væsentligt bidrag til en øget forståelse for børn med særlige forudsætninger og tilbyder handlemuligheder.


Tilføjelse 20. oktober: 2015: Efter JAGOOs henvendelse har forlaget Akademisk meddelt, at de vil rette fejl i næste oplag.