Der er nogle ord, der fylder alting, lige meget hvor MANGE bluser man har på.

Han har ellers garderet sig godt, drengen, iført 3 T-shirts på teltturen med fars nye kæreste plus børn.

Bogens format, lille og kvadratisk, sikrer også et minimum af ord, typisk 2 til 5 linjer pr side.

Lige lidt hjælper det, det må jeg også konstatere. Jo færre ord på siden, jo flere inde i mit hoved.

I morgen skal jeg på telttur med min far og hans nye kæreste.
Han er meget højere end min far.
Han har to børn med krøllet hår.
Det har min far også altså krøllet hår, ikke to børn.

Jeg ligner mest min mor.

Ok, kompliceret, tænker jeg. Far er bøsse. Og det bliver 2 mod 1 (3 mod 1, hvis man tæller i krøller). Desuden ved vi at krammekaninen er blevet derhjemme, mens vi ikke, ved hvor mor er. Udfordringer på telturen savnes ikke. Det er da vildt skræmmende!

Jeg er glad for, at far er så usynligt nærværende, som han er. Det er en stor hjælp, en tryghed når man læser. For ord gør bare ondt og sætter sig som skjolder og pletter i ansigtet på drengen.

Han er en sensitiv dreng, en tøsedreng, som står og hiver lidt i sine mange ærmer og pludselig viser sig at være super sej. De to løsslupne krølhoveder falder i et hul i skoven, og så kan 3 sammenbundne T-shirts faktisk bruges til noget. Det har han lært i en film, hvor der er en, der hjælper en anden med at komme op af et hul.

Så præcist sagt, så dækkende for bogens manøvre: at få en sensitiv dreng op af et hul.

Det lykkedes!

Og han er ovenikøbet god til at finde snobrødspinde!

Undervejs faldt denne læser lykkeligt i ordenes hul, bl.a. på siden med de citerede udfordringer, hvor spørgsmålet om mor meldte sig i mig. Svaret kom på næste side:

Min mor bor et andet sted.
Man kan ikke bo så mange mennesker i en lejlighed.

Den side tænkte jeg længe over. Om det ikke kunne formuleres anderledes.

Og indså, at i al sin nøgternhed er den svær at formulere anderledes.

Små ord, lige i ansigtet på mig.

Tak for dem.