Det er intet mindre end en fremragende bog, som Ib Ravn, Nanna Munk, Kenneth Agerholm og Signe Bonnén har udgivet. Så er det sagt. Den faciliterende leder har Ryan og Decis selvbestemmelsesteori som fundament, der tager udgangspunkt i, at mennesket har tre psykologiske behov: samhørighed, kompetence og autonomi, der skal være opfyldt for at kunne opleve god trivsel. Bogens pointe er, at lederen kan være med til at understøtte de tre behov ved at facilitere fællesskab gennem kollegialt støttende processer, kompetence ved at strukturere og kvalificere arbejdsrummet og autonomi ved at give perspektiv og have respekt for den enkelte medarbejders erfaringer og fortolkninger. Det redegør forfatterne for i første del af bogen og er samtidig inde på begreber som psykologisk tryghed, magt og selvindsigt. Samtidig bruger de plads på at forklare, hvilket menneskesyn, der ligger bag selvbestemmelsesteorien, herunder teori om motivation og psykologiske behov. De enkelte teorier fremlægges, så de er lette at overføre til egen praksis, og med gode og meget konkrete eksempler undervejs. Ofte suppleres det med eksempler på dialog, man som leder selv kan høre sig sige. Det rammer helt rent i forhold til den praksis, man står i, og er samtidig med til at gøre bogen vedkommende og relevant.

De sidste to tredjedele af bogen er endnu mere praksisrettet. Meget sigende hedder det første kapitel i denne del Tag styringen. Det giver konkrete redskaber til at være en faciliterende leder i forskellige situationer, og analyserer derefter, hvad der fungerer godt. Og mindre godt. Herefter fortsætter bogen med konkrete emner som fx faciliterende sprog, lytning, uplanlagte samtaler, hverdagens møder osv. Det kan næsten ikke blive mere praksisrettet, og nogle vil måske mene, at det kan virke næsten instrumentelt. Men pointen er, at forfatterne hele tiden har en solid balance mellem at give konkrete eksempler på fx dialog mellem ledere og medarbejdere, analyse af eksemplet og konkrete anvisninger til mere hensigtsmæssige veje. Fx skriver de om faglige oplæg fra medarbejdere, som er en del af langt de fleste møder. Som oftest afsluttes det med, at lederen siger: Er der nogen spørgsmål?. Hvilket forfatterne påpeger er et virkelig ringe spørgsmål, for det peger ikke i nogen retning. Og ofte er svaret nej. I stedet skal lederen være opmærksom på formålet med oplægget, og derfor invitere til spørgsmål ud fra det. Fx Oplægget her var for at få inspiration til xx. Hvad er du blevet inspireret til at gøre anderledes næste gang? Så har lederen peget i en bestemt retning. Og hvis det allerede bliver nævnt inden oplægget, er det endnu bedre.

Der er mange af den slags små guldkorn i Den faciliterende leder. De er igennem hele bogen, som også fungerer fremragende som opslagsværk efterfølgende. Og til nye ledere, der synes det kan være svært helt at få møderne til at glide. Eller til en erfarne leder, der synes at møderne bliver ved med at skride. Det er en perle, der er udgivet her, som jeg ikke kan anbefale nok at få fingrene i.