Som sædvanligt er livet altid på hængende hår, når man er en kat. Særligt når man er en Møgmis. I forordet står der: Man kan tro på meget her i verden. Guder, rumvæsener, mirakler. (Og at tissetrang kan gå væk af sig selv. Det gør den dog IKKE.) Og så står der videre: MIStro og overtro er nu også ganske udbredt og noget, som møgkatten Møgmis var begyndt at snuse til. () Hør bare her hvis du tør?

Og så begynder en splattet, sjov og spændende fortælling om Møgmis og dens venner og uvenner. Der er ikke megen grund til at gengive handlingen, det er nummer ni i serien, så alle læsere har formentlig stiftet bekendtskab med kattens univers, før de læser her. Det er en tegneserie, der gør brug af masser af onomatopoetikon, altså de lydord, der følger med vold på højt niveau. Der er klassiske tegneserieruder, men også helsidestegninger. Og på side 70 har hunden (der forsøger at æde Møgmis) taget en bid af siden. Det er klasse, når layoutet bliver så integreret.

Bag i bogen er der Møgfedt Ekstra Indhold, hvor man kan læse om Møgmis-seriens tilblivelse. Man kan også få funfacts om Møgmis, og der er en QR-kode, så man kan finde figurer fra universet, der kan bruges til leg og krea.

Det er Møgmis-bog nummer ni. Der kommer nok en bog nummer ti. Den kat har mere end ni liv.