Vi er i fantasiens gade. Det kan man tydeligt se, for der svømmer fisk på tagene, og der går både enhjørninge og bestøvlede ræve rundt i gaden. Byen ligner et sted i Tusind og en nats eventyr. Tæt og kuplet rejser den sig som en mosaik af tern, prikker og bølger, men man farer ikke vild, for der er kun anvendt to farver: rød og blå. Så er det let at se, hvor man kan gå.

På den første side er der en stor portdør. Historiernes Hus står der på døren, og der lyder et vældigt trut i hornet derindefra. Derinde lever man i harmoni med hinanden. Man låner af hinanden, og man deler med hinanden. Står nogen fx og har brug for en heks, så låner man bare en fra en anden historie. Og en fritgående enhjørning kan jo hurtigt forvilde sig ind i en ny historie, og det er så fint, for sådan skal det være i Historiernes Hus.

Så sker der det, at en af de lange historier føder en lille historie. Den er virkelig sød og fin og lånt hele vejen igennem. Alle har store forventninger til den lille ny og glæder sig til den bliver stor og lang. Men sådan går det ikke. Nej, denne her historie gider ikke at dele, den gider heller ikke at låne, og den gider kun at blive læst højt for prinser og prinsesser. Derfor bliver den i lang tid kaldt den arrogante historie og til sidst den glemte historie. Ingen har jo fået lov at høre den.

Det er i virkeligheden en sørgelig historie. Det er sørgeligt at nogen ikke bliver til, ikke bliver hørt og forsvinder uden nogen har lært den at kende. Men det var jo den selv, der ikke ville ...

Forfatteren Khaled Juma (1965) er fra Gaza i Palæstina. Han har skrevet en lang række børnebøger og er oversat til mange sprog. På dansk har vi tidligere set Hvis de lagde skolen ved vandet (Jensen & Dalgaard, 2017).

Det mærkes, at vi befinder os i en anden kultur i Den arrogante historie. En kultur hvor det er ok at være højfilosofisk og abstrakt i en børnebog.  Det er den arrogante historie, men den er også enkel og entydig i sit sprog, og historierne er personificerede, så vi kan godt følge med.

Denne danske pædagogmedhjælper bliver bekymret, fordi en lille en går for sig selv og ikke bliver hørt og set. Jeg tænker jo, at det er en historie, der har brug for hjælp, og at jeg straks må iværksætte nogle tiltag. Det får jeg ikke lov til. Den arrogante historie går sin forudsigelige gang ind i glemslen. Det er vel det, man kaldte en morale i gamle dage.

At låne af og dele med hinanden kan man også kalde dialog. Dialogen er afgørende for den fredelige sameksistens, som har så svære vilkår i verden i dag.

Maria Buchmann, illustrator, låner arkitektur fra Mellemøsten, hun inviterer Rapunzel og de fineste enhjørninge ind i historien, hun låner forvirrende trapper af M.C. Escher og fabulerer løs med det lånte gods. Hun hører hjemme i Fortællingernes Hus.

Hvad gør vi med den glemte historie?

Den er nu udgivet af forlaget Frø ved Anne Sofie Allermann, i samarbejde med Grobro. Det er flot og modigt, og så er vi så langt, her i Fortællingernes Verden.