Respekt, men ikke frygt. Det er et mantra fra storebroderen Thor, som Frej vælger at bruge som sin indgangsvinkel til livet som rekrut i Livgarden. Frejs forældre er skilt, hans mor bor i Viborg og er vegetar, optaget af alle verdens store problemer og absolut imod, at Frej har valgt militærtjenesten. Frejs far bor på Christiania, han ryger en del pot og har ikke det store overskud til at være far for Frej. Moderen, faderen og Frej har alle deres traumer fra Thors død. Thor blev 21 år, og han døde i en trafikulykke i Bolivia.

Fortællerstemmen veksler mellem klip fra Thors rejsedagbog og Frejs oplevelser som rekrut i Livgarden. Der er flashbacks til Frejs skoletid, hvor han blev mobbet af de større drenge. Nu bor han på stue med syv andre rekrutter, heriblandt den noget vege, modløse, apatiske Tong, der helt klart er kommet i Livgarden, fordi hans stedfar har valgt det for ham. Ingen er i mål, før alle er i mål, sådan lyder stuens mantra, og de syv andre rekrutter har nok at gøre med at bære rygsækken og oppakningen for Tong, der slet ikke har hverken fysik eller mentalitet til militæret.

Når Frej bliver presset, så husker han på sin lykkeamulet, som han fik i fødselsdagsgave fra Thor. Den lille kondor i træ får hans moralske styrke til at vokse, så han kommer (næsten) igennem Rex-turen, en ugelang afsluttende øvelse.

Frej finder måske sin plads og sin identitet, da han ser, at man jo selv vælger sin bane.

Dagbogsbladene fra Thors rejsebog viser en anden ung mand, der også forsøger at finde en plads i livet.

Det er en stor styrke i romanen, at der ikke gives firkantede bud på, hvad der er det rette at gøre. Frej og Thors stemmer fortæller om et liv som ung. Det kan leves på mange forskellige måder.

Kathrine Assels har formået at give de to unge mænds liv en troværdig stemme. Det er en ungdomsroman, der giver læseren et perspektiv.