Dette er en meget vigtig bog til brug både på professionsuddannelserne og som inspiration for de fagpersoner, der arbejder med børn og unge; uanset hvilken rolle og baggrund man måtte have. Der har været mange bøger med mange udgangspunkter, men den etiske vinkling har været forsømt.

Etik er en gren af filosofien, hvis man deler filosofi efter emne på klassisk vis: Logik, Etik og Æstetik, og efter vi har set mange udgaver af evidens baseret pædagogik, der påberåber sig at være logiske og kunstpædagogiske retninger der baserer sig på æstetikken, så relaterer pædagogik som teori og praksis ikke bare til de to af filosofiens dele, men i høj grad også til etikken. Men etik er ikke entydig. De etiske filosofier kan groft opdeles i resultatorienteret (konsekvensetik), regelorienteret (pligtetik), karakterorienteret (dydsetik), autoritetsorienteret (religiøs etik), aftaleorienteret (kontraktualisme) og med ikke mindst vores egen Kierkegaards indsats: frihedsorienteret (eksistentialisme). Denne bog erklærer sig på side 11 som en bog, der ikke handler om etik som begreb, men om etikbaseret praksis og kan vel bedst beskrives som en blanding af resultatorienteret etik i en dynamisk aftaleorienteret udgave.

Denne anmeldelse vil ikke beskrive de mangeartede, alvorlige og mere og mere påtrængende psykiske og sociale problemer, børn og unge oplever. Det har i de seneste årtier været påpeget og beskrevet ud fra mange vinkler. Men lige som bogen tager udgangspunkt i det paradoks, at vi på den ene side ved, at mennesket udvikler sig fra den mindste biologiske enhed til højere mentale funktioner i et gensidigt samspil med omgivelserne (som bogen citerer Dion Sommer for), og på den anden side er der en tendens til at fokusere på den enkeltes problemer og de individuelle vanskeligheder (som bogen citerer Naja og Morten Rod for). Altså at man adresserer udfordringer, der er knyttet til et samspil mellem individ og samfund, for så alene at foreslå løsninger, der retter sig imod individet. Vi har flyttet fokus fra social udsathed til individuel sårbarhed. Jørn Nielsen argumenter for at sammentænke etik og faglighed, udviklingsmulighederne ligger i konteksten. Den måde, vi ser børnene og de unge på, er også den måde, vi så behandler dem. Jørn Nielsen krediterer i forordet sin søster Jonne Nøttrup for støtte undervejs i arbejdet med bogen. Det var hende, der allerede i 2001 påpegede, hvorledes kommunale sagsbehandlere konstruerede borgeren, før de reelt havde mødt vedkommende. Vi psykiatriserer, biologiserer og instrumentalisrer. Disse reduktioner af komplekse livsforhold leverer etikbaseret praksis et modsvar til.

Forfatteren anbefaler, man skaber et forankrende miljø omkring de unge ved et samspil mellem de unge og tydelige og nærværende voksne. De etiske elementer der bygges på, er betydningsfuldhed, velfærd og retfærdighed.

Bogen er nok bedst læst med god tid. Egentlig er den letlæst med en læservenlig opbygning, men etikbegrebet, der skulle være bogens røde tråd, er lidt fluktuerende fra kapitel til kapitel, hvorvidt det er en konsekvensetik, en dydsetik eller kontraktualisme, forfatteren hælder til, varierer igennem bogen. Man oplever at bogen er skrevet med både åbne arme og hævet pegefinger, men hvis man giver sig tid til at læse bogen reflekterende, er det absolut tiden værd!