– diagnoser og fællesskabende pædagogik i dagtilbud!

Det pædagogiske felt er fyldt med etiske dilemmaer, som kræver fagprofessionelt personale, der tør at stille op for barnets tarv og rettigheder i en dagligdag, som kan være rigeligt presset.
Inklusion er ofte bund for mange debatter om hensynet til individet eller fællesskabet, men det behøver ikke være enten eller.


Tine Basse Fiskers bog Den sårbare inklusion er endnu en bog om inklusion, og der er da også mange gengangere i bogen. Begrebsafklaringen mellem inklusion og eksklusion f.eks., men det giver god mening, hvis man læser bogen igennem.


Grundlæggende gør forfatteren delvis op med den noget fejlfortolkede opfattelse af inklusion og de dilemmaer, der kan opstår, når man taler om inklusion af enkelte børn. For netop her ender vi tilbage med fokus på individet frem for fællesskabet og konteksten.
Forfatteren tilbyder her en anden måde at tale om inklusion på, så vores retorik afspejler det, vi skal arbejde med: Den fællesskabende pædagogik.


Den fællesskabende pædagogik rummer plads til individets forskelligheder i fællesskaber for ALLE. I denne praksis har vi brug for EN dialektisk grundforståelse af børn, læring, udvikling og handikap. Denne grundforståelse skal rumme diversiteten af, at alle børn har forskellige udgangspunkter, udviklingskurver, forudsætninger for læring og muligheder for at indgå i sociale relationer.


Med dette børnesyn kan vi begynde at arbejde differentieret i den fælleskabende pædagogik og dets arenaer. Her er der flere parametre, man kan undersøge i sin praksis, som kan understøtte fællesskabende pædagogik.

-Fysiske betingelser
-Færdighedsinklusion (læreplaner)
-Social inklusion


Hvilke rammer har den enkelte stue og institution for, at børnene har mulighed for at fordybe sig, koncentrere sig, orientere sig, få overblik og være tryg i relationen med børn og voksne.


Det kan være udfordrende at kigge nærmere på egen og andres praksis, men det er en nødvendighed, at de professionelle kan være reflekterende over, hvilke diskurser der er på spil, både i samfundet og lokalt i institutionen. Hvordan omtaler vi børn, adfærd og udfordringer? Her er det nærliggende at henvise til teorien om narrativer, hvor vi har et særligt etisk ansvar for at være bevidste om, hvilke virkeligheder vi skaber rundt om og i det enkelte barn eller børnegruppe.


Ved at bruge det professionelle refleksive rum og systematiske observationer f.eks. via praksisfortællinger kan vi skabe en kultur, hvor de professionelle kigger bag om adfærden og får øje på intentionerne. Disse kan vi arbejde med til gavn for både fællesskabet og individet. Her kan vi desuden også få øje på, hvilke betingelser barnet har for indgå i fællesskaber. Denne viden skal bruges til at kigge på praksis, både i form af indretning og metoder og hvilke muligheder barnet/børnene har for egen indflydelse på trivsel.


Forfatteren nævner her den fælles problemløsende tilgang, hvor barnet/børnene får ejerskab i løsninger der skal forbedre muligheder for deltagelse.


Den sårbare inklusion er en god debatbog til pædagogisk personale og andre, der arbejder med børn og unge, med et blik på inklusion som er tiltrængt. Bogen indeholder cases med eksempler på praksis og inspiration til debat og refleksion.