Kira er den ældste søster, og hun er også det mest eventyrlystne. Det er hende, som får lillesøster Sofie med ind i det (d)øde hus i første omgang. Aldersforskellen er nu ikke større, end at de begge går i 8. klasse og tit bliver taget for at være tvillinger.

Huset er gammelt og beskidt. Allerede i haven lægger de mærke til tusindvis af snegle, og indenfor er det ikke meget bedre. På vejen op ad trappen træder Kira et trin i stykker, og rummene er tomme og støvede. Undtagen et enkelt rum. Her er alting pænt, og lampen virker. Desværre dukker der også en gammel mand op. Han var bare vildt klam og sur, som Kira udtrykker det. På vild flugt ud af huset bemærker de, at det ødelagde trin på magisk vis er helt igen.

Derfra udvikler pigernes problemer sig til bare at blive større og større, værre og værre. Andre gysere til børn har ofte et element af så opdagede de, at det bare var en gren, der slog på ruden eller andre naturlige forklaringer på karakterernes oplevelser. Sådan er det ikke i Det (d)øde hus på Egevej. Her går det den anden vej. Bedst som læseren tror, at det ikke kan blive værre, så kommer der et nyt hårrejsende element ind.

I første omgang bliver de naturligvis bange for spøgelset Marie, men de beslutter sig for at hjælpe hende med at finde sine børn. Senere bliver opgaven at redde børnene fra deres far, så åbenbart vil dem ondt. Og så finder de ud af, at Marie heller ikke er så uskyldig, som de først har antaget. Kira bliver taget som gidsel for det sidste barn, Esther.

Alt dette må Kira og Sofie gennemføre, uden at deres mor opdager noget. Det kan være ret svært, når opgaven medfører at forsvinde ind i en parallelverden. Derfor er pigerne nødt til at søge hjælp fra andre voksne. Voksne, som de er nødt til at stole på, selv om de ikke kender dem.

Det (d)øde hus på Egevej er skrevet med lavt lixtal, lix 15, og er rettet mod de 10 til 14-årige. Det er en af de mest skræmmende bøger til den målgruppe, jeg har læst. Men det er også en bog om de ting, som børn er optaget af i hverdagen: Forældres overvågning, skole kontra fritid, hvor langt skal jeg strække mig for at gøre det rigtige?