September 2005

Endnu en billedroman på banen.
Emmely M. er 10 år og sine forældres mareridt. I fødselsdagsgave får hun en gammel porcelænsdukke, som ligner hende på en prik og er billedet på det artige barn, som forældrene så inderligt har ønsket sig. Det bliver begyndelsen til enden for Emmely M. og vildskaben.
En dag vågner dukken og foreslår, at den vil hjælpe Emmely med at ”få en rolig barndom”.
”De voksne skal bare tro, at du gør, som de siger. Så simple er reglerne.”
”Det lyder svært,” sukkede Emmely M.
Dag for dag øver Emmely og dukken sig i at bytte roller, og det falder netop sammen med at forældrene har besluttet, at det er på tide, at deres datter ændrer adfærd. NU!
Emmely nyder rollen som den passive betragter, og hun morer sig i sit efterhånden stille sind over, at hun og dukken er sammen om at narre forældrene. Blot undrer hun sig nogle gange over, at hendes latter lyder som dukkens, og at hun kan ligge i sin gamle barnevogn.
Emmelys undren udvikler sig til mistænkelighed. Og næste dag bekræftes hendes værste anelser, da hun opdager, at dukken er gået ned til morgenmad med mor og far UDEN hende. Hun er overladt til at ligge og høre dens grinende stemme.
”Den grinede, men ikke spor mekanisk. Det var en helt almindelig pigelatter. En Emmely M-latter.”

10-12-årige læsere vil læse som bare fanden for at komme til slutningen - som er fuldendt udspekuleret! Historien er veldrejet, sproget udfordrende og velsmagende, og den meget fine morale går som en rød tråd gennem historien:
”Måske, tænkte moren, ville Emmely M. blive smittet af dukkens mærkelige ro. Det ønskede Emmely M’s mor sig. Men det er ikke klogt at ønske sig for meget.”

Dorte Karrebæk har udfoldet sig på få sider, men har til gengæld skabt magisk meget liv.
Illustrationerne har Karrebæk selv stået for, og de vokser på samme måde ind i himmelen og fuldender den drømmeagtige, sørgmodige mærkværdighed.