Der findes bøger, der giver ny viden. Og så findes der bøger, som minder os om noget, vi godt vidste, men som hverdagen har fået os til at glemme.

Så sagde vi at landede i min strandstol, netop mens sommeren gav plads til at tænke lidt længere tanker. Jeg blev optaget af, at bogen ikke nøjes med at hylde legen. Den viser helt konkret, hvordan den voksne kan skrue på sit eget legemod gennem små mikro-handlinger i hverdagen. Ikke som underholdning. Men som en professionel bestræbelse.

Vi lever i en tid, hvor mange både børn og voksne mister livsgnisten. Sociologen Hartmut Rosa beskriver det som mangel på resonans; oplevelsen af, at verden holder op med at svare os igen. Netop derfor oplever jeg denne bog som aktuel. Den peger ikke bare på, at leg er vigtig. Den viser, hvordan vi som professionelle kan invitere mere liv, nysgerrighed og fællesskab ind gennem de små møder i hverdagen.

Det virker godt på mig, at bogen er disponeret, så den først giver et ståsted for legen, derefter folder de forskellige legeformer ud og til sidst løfter blikket mod ledelse og udviklingen af en egentlig legekultur. Det sender et vigtigt signal: Leg er ikke den enkelte pædagogs eller pædagogiske medarbejders projekt. Leg bliver stærk, når den bliver en fælles kultur. Men hvis den enkelte medarbejder af forskellige grunde ikke tør stå i legen, så kan ingen politik eller organisatorisk kapacitet i sandhed gøre noget, der hvor den ellers skulle virke.

Jeg tror faktisk ikke, bogen kun er skrevet til det pædagogiske felt. Vi voksne trænger generelt til at genopdage vores legeglød! Vi har efterhånden lært at tro mere på travlhed end på magi. Mere på Tidsrøverne end på værdien af at hoppe rundt som en frø eller forsvinde i en mudderpøl, hvis det er netop dét, situationen kalder på. Her bliver bogen næsten et lille oprør mod den affortryllelse, mange af os er kommet til at tage for givet.

Min eneste reservation handler derfor ikke om bogens indhold, men om den verden, den udkommer i. Det kræver mod at vælge legen til som voksen. Mod til at se fjollet ud. Mod til at prioritere relationen frem for effektiviteten. Hvor i Kids eller andre kvalitetsmålende redskaber leder vi efter og hylder den voksnes mod til at være Klods Hans, Pippi eller Dumbo. Denne kvalitet som er den fineste af dem alle, hvor afrapporterer vi den? Den modstand er større end én bog alene kan overvinde. Derfor tror jeg også, at bogens største gennemslagskraft opstår, når den ledsages af dialog, fælles refleksion og de praksisoplæg, som forfatterne allerede bringer ud i landet.

For hvis flere voksne tør skrue bare en lille smule op for deres eget legemod, er gevinsten langt større end en god leg. Så får flere børn og måske også flere voksne mulighed for igen at opleve, at verden svarer dem.