Der er de forventelige beskrivelser af et efterskoleliv med klikedannelser, forelskelser, konflikter med værelseskammerater og forsøg på at skjule overtrædelser af efterskolens regler. Men det slutter ikke her. Læseren bliver hurtigt klar over, at der er noget helt galt. Philippas tanker er voldsomme, og hun har minder om et eller andet forfærdeligt, som er sket en gang. Hun har angst, og trods angsten udsætter hun den jævnaldrende Liv for flere forsøg på traumatiserende oplevelser på en fælles tur til Philippas mor i New York. Det går ikke helt, som hun har planlagt.

Lyset falder skråt ind gennem runden. Det er sent. Trafikken i gaden bruser mange etager nede. Der er en underlig fred herinde. Så åbner jeg øjnene og kan næsten selv mærke, at jeg fryser i blikket. Det giver et sæt i mor, for det er jo hende, der sidder og stryger mig over kinden. Det er ikke Liv. Hvor er Liv? Min stemme er kvækkende og ru. () Men nu får vi lidt tid til hinanden, lille Pip, siger mor, og det krymper i mig. Ikke fordi hun kalder mig lille og Pip, men mere fordi tiden mellem os fylder mig med skræk og gamle minder. På en måde ville jeg gerne tale med hende om det, der skete dengang. Og så alligevel ikke. Jeg vil flygte og krybe udenom.

I Liv ser Philippa et muligt offer. Her er en, hun kan klare, tror hun. Liv har lavt selvværd, og det udnytter Philippa. På den afsluttende tur til Norge går det helt galt. Liv forsvinder ud i sneen, og Philippa gør i første omgang intet for at redde hende, tværtimod. Og da en hallucination langt om længe får hende til at tænde godt op i saunaen, får hun sat ild til hytten i stedet.

Hvem er det fucking monster, som titlen refererer til? I første omgang skal man tro, at det er Philippa, og hun lever også op til titlen. Men som det ofte er tilfældet, er der et større monster indeni det mindre. Et monster, som driver Philippa til at gøre onde ting, f.eks. mod Liv.

Slutningen er intens og åben. Der er dog ingen tvivl om, at Liv får trukket Philippa væk fra døden. Her ses det intelligente valg af navnet til Liv. Også navnet Philippa er valgt bevidst og henviser til hendes tidligere glæde ved ridning, som angsten nu holder hende fra.

Om monsteret er gået til i ilden, er lidt uvist. Det må være op til læseren at tolke. Det virker til, at Philippa langt om længe finder fred med sin fortid og med Liv. Men sikke en tur, hun har været på for at nå derhen.