Det visuelle udtryk er højlydt, teksten er stille, og detaljerne er hviskende. Det hele går op i en højere enhed. Læn dig tilbage og få en helt speciel læseoplevelse.

Højlydt, stille, hviskende er både kunst og lærebog. Den er både sjov og alvorlig.

I begyndelsen var der stille. Men så blev det højlydt. Universet blev fyldt med lyde. Så enkelt indleder de to ukrainske illustratorer deres fælles projekt, som sammen med deres anden bog, Jeg ser det, i 2018 modtog Bologna Ragazzi Award for bedste faglitterære værk for børn.

Der er brugt en noget usædvanlig trykteknik. Normalt blander man cyan, gul og magenta + sort for at danne alle farver. I Højlydt, stille, hviskende har man valgt at trykke med orange, blå, pink osv., hvilket giver nogle særdeles klare farver.

Højlydt, stille, hviskende er også en fagbog. Forskellige lyde bliver vist overskueligt, og kroppens lyde vises med et menneske, hvor lunger, tarme osv. er synlige.

Støjforurening vises i et lettere kaotisk opslag fra bylivet. Som modvægt viser næste opslag, at Naturens lyde beroliger os. De gør os i bedre humør, selv hvis vi bare lytter til en optagelse af dem Naturens stemme har ikke ændret sig. Vi hører det samme, som vores oldeforældre hørte. Og for at stilheden ikke bliver alt for larmende, slutter opslaget med et ekko, som kaster fuglefløjt, træfald og spættehak tilbage.

Vi taler for at forstå hinanden. Vi taler et sprog. Alle sprog lyder forskelligt. Men sprog er ikke bare lyde. Man kan også høre og forstå en anden person i stilhed. Opslaget viser tegnsprog og leder videre til, at der også kan være for meget tale. Et helt absurd vellavet opslag viser et menneske, som med en paraply beskytter sig mod en strid regn af uforståelige ord. De næste mange sider viser stille glæder: Meditation, en mimiker, en fugl og en snegl.

Skønlitteratur
Forlæns
Roman Romanishin og Andrij Lesiv
56
Bjarne W. Andresen
10. april 2022

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev