Med udgangspunkt i sine observationer af især egne børn har master i børne- og ungdomskultur Anja Kirkeby skrevet en bog om børns tegninger. Hvad de udtrykker, hvordan de udtrykker det, og hvornår de udtrykker det. Det hele suppleret med praktiske tip til, hvordan man indretter et pædagogisk-kreativt miljø. Fx et tip om at lægge klar plast over tegningerne og så skrive på dem, når man vil benævne tegningers enkelte dele.

Børn imiterer, også når de tegner. Det er i orden at tegne efter andre, for det stimulerer også fantasien. Ikke-alderssvarende krusedulletegninger er ikke nødvendigvis udtryk for, hvad barnet (ikke) kan eller for utidig opmærksomhedskræven. Det kan også være et ønske om (evt. kortvarigt) at være med i fællesskabet.

I bogen tager forfatteren afstand fra de teorier om tegneudvikling, som bl.a. Viktor Lowenfeld og W. Lambert Brittain har påvirket pædagogers forståelse med siden 1960erne. I Hør, hvad jeg tegner nævnes kun Lowenfeld, og den deterministiske synsvinkel får bl.a. disse ord med på vejen:

Stadieteori tager udgangspunkt i generaliserende observationer af det, man ser hos de fleste, som derfor betragtes som et udtryk for det normale. Det generelle bliver hermed normen for den rigtige udvikling, som man vurderer et barn ud fra. Beskrivelsen af, at børns udvikling foregår i stadier, indeholder den forståelse, at børn udvikler sig i trin, der afløser hinanden frem mod et endeligt mål, der overordnet handler om at blive voksen og kunne tage ansvar for sig selv.

Altså et barnesyn uden individualitet, hvor forskellighed ses som anormalitet. Det er sat på spidsen, og vil virke provokerende for den pædagog, som har bruge Lowenfeld og Brittain som værdifulde guider i sit arbejde med børns tegninger. Der gives gode eksempler i bogen på børn, som ikke følger udviklingen, men man kan spørge sig selv, om det er grund nok til at forkaste teorien helt, blot fordi den ikke er almengyldig.

Det virker også lidt ærgerligt, at udtrykket Kopffüßler (og varierende stavemåder) ikke bruges i bogen. Måske er det et resultat af modstanden mod at sætte børns tegneudvikling i kasser. Kopffüßlere er betegnelsen for de første menneske-afbildninger hos de fleste børn: Et hoved med ben og evt. arme, men uden krop.

Børn kan have mange intentioner med at tegne, og der er en hel liste med 22 forskellige intentioner, man kan gå på opdagelse i. Anja Kirkegaard konstaterer, at der er forskelle på drenge- og pigetegninger, men det er ikke en genetisk medfødt selvfølgelighed, det er i høj grad kulturelt betinget.

Man kan spørge ind til børns tegninger på mange måder, som giver forskellige typer svar. Et spørgsmål som Hvad skal det forestille? kan være helt malplaceret, hvis nu barnet er i gang med at finde ud af blyantens muligheder og ikke er ved at fortælle noget med sit produkt. Man kan spørge afklarende (til intentionen), problemafklarende (til processen), strategisk (til refleksionen) eller evaluerende (hvor man beder barnet tage helikopterperspektivet).

Bogens tredje del hedder Pædagogisk praksis, og mange af siderne er lavet Q&A-agtige med overskrifter som Når man ikke forstår, hvad børnene tegner eller At bede børn om at tegne. Der er gode refleksioner over fx materialevalg. Børn i dag bruger andre tegneredskaber end tidligere generationer, og Hør, hvad jeg tegner anbefaler, at man supplerer papir og analoge tegneredskaber med de digitale muligheder og ser dem som et supplement snarere end en konkurrent. Matrialevalg og fysiske rammer afslutter en informativ og velskabt bog. Også her kan man blive provokeret på den gode måde, når man læser et forsvar for tusser: Det er min erfaring, at når børn ikke kan rette og viske ud, bliver de præcise i det, de tegner.

Rent grafisk er Hør, hvad jeg tegner! en fornøjelse. Citater er lavet i en anden skrifttype, cases/observationer er i grønt. Det er en brugervenlig detalje, at der rundt omkring i bogen er blå kasser med Læs mere om ofte bøger, som ikke er nævnt i litteraturlisten. Bøger om og med børnetegninger er sjældent smukke, men her er børnenes værker blevet både illustrative og dekorative ved hjælp af flotte grå baggrunde og en skyggelægning, som giver en 3D-effekt. Anja Kirkegaard har især brugt sine egne børn til både bogens illustrationer og eksempler på forløb. Der er også et mindre antal fotos, fx af et herligt forløb, hvor Lukas på 2,3 år maler med gul og blå farve og dermed opdager grøn.

Faglitteratur
Akademisk Forlag
Anja Kirkeby
163
Bjarne W. Andresen
16. februar 2021

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev