Der er gået identitetspolitik i den.

Ko er en hest. Jep, det erklærer den frimodigt, dér på picnictæppet i det grønne.

Der sidder de to bedste venner Ko og Gris og strikker. Scenen er sat på den eng og det picnictæppe. Det flytter sig ikke. Ko flytter sig, går ud af rammen hver gang den forvandler sig til en hest - draperet strikketøj giver fx en smuk lilla manke.

Gris flytter sig ikke. Heller ikke i sin overbevisning. Hver ny forklædning affejes - Du er en ko! Du er ikke en hest. Og hver afviste forklædning erstattes af en ny. Gentagelsens fryd. Til Ko pludselig ikke vender tilbage nej, heller ikke på den næste side i en ny forklædning. Der sidder kun en fortabt gris, alene. Der er ingen tekst på den side, så der er god plads til de erkendelser, der skal gøres her. Salig den oplæser der får lov at høre de 3-åriges kommentarer. Selv kom jeg i tanke om aftenen før, hvor jeg i et selskab havde reageret nogenlunde ligeså pedantisk og fantasiforladt som en vis gris over for et meget kreativt tænkende menneske. Ja. Jeg ville kunne lære af de smås kommentarer.

Gris er god nok. Og evner at handle på gjorte erkendelser. Således går de to bedste venner Gris og Hest hjem og laver pandekager.

Der findes mange bøger til kommende brandmænd, landmænd og action-mænd. Her er der en til en kommende relationsarbejder. Den uforanderlige scene sætter fokus på relationen og dermed på det besværlige faktum, at vi er forskellige. Nogle er legesyge, nogle pedantiske, og Gris kan det der med at rumme, så man kan lære af det.