I konkurrencestaten hylder man en instrumentel ideologi, hvor mennesket er sat i verden for at præstere – ikke for at være til – og hvor det at være konkurrencedygtig er et mål for pædagogikken. 


Det er store, væsentlige spørgsmål for pædagogikken, Brian Degn Mårtensson tager op i sin glimrende bog Konkurrencestatens pædagogik. Bogen leverer en grundig kritik af den herskende pædagogik, der værdsætter effektivitet og målstyring højere end klassiske pædagogiske dyder som dannelse og faglig fordybelse.


Mårtensson gennemgår først, hvilke konsekvenser det postmoderne tankesæt har haft for pædagogikken, dernæst bliver konkurrencestatens pædagogik behandlet og sammenlignet med den klassiske pædagogik. I sidste kapitel forsøger Mårtensson sig med et normativt bud på en pædagogik ud fra Kierkegaards kærlighedsbegreb. Det lyder højpandet, og det er det egentlig også, men Mårtensson formår at guide læseren let og behændigt gennem store tanker om videnskabsteori, opdragelse og etik, uden det går ud over læseoplevelsen, hvilket må siges at være en bedrift i sig selv.


Arven fra den postmoderne tænknings indflydelse på vores samfund er, at vi er efterladt uden normativitet og "store fortællinger". Mårtensson beskriver, hvordan en post-postmodernisme har indtaget scenen, hvor fortællingen om konkurrencestaten har fejet alt af banen som den store sandhed. Noget som vi i Danmark stort set blindt har accepteret og rettet os efter.


Mårtensson stiller sig kritisk overfor konkurrencestatens pædagogik, fordi den har erstattet dannelsesbegrebet og verdensborgertanken med en forestilling om, at børn og unge er lig med erhvervslivets fremtidige arbejdskraft. Det resulterer i fokus på målstyring, test og effekt. Det er i modstrid med den klassiske pædagogik, hvor faget, demokratiet og kulturen er nøgleord. Det bliver her kompetenceudvikling og arbejdsevnen, der bliver meningen med pædagogikken og ikke Løgstrups begreb ”tilværelsesoplysning”. Den enkelte eksistens er med andre ord skiftet ud med produktivitet og økonomisk aktivitet.


Det fine ved bogen er, at den leverer en saglig kritik og i det efterfølgende bud på en pædagogik selv stiller sig åben over for kritik. Og her er hele pointen: Konkurrencestatens logik er ofte skjult for os, og dermed bliver det vanskeligt for os at forholde os til logikken bag. Og det er netop derfor, at filosofiske analyser og refleksioner er helt essentielle for kvaliteten af den offentlige debat.


Det er en meget velkommen bog for den pædagogiske debat, velargumenteret og velskrevet – ja, en ren velsignelse at læse.