Den nye forståelse ligger mere i at kombinere viden fra forskellige fagområder, end det handler om helt ny viden. Det gør ikke bogen mindre skelsættende og væsentlig.

Dion Sommer kræver næppe præsentation. Som professor i udviklingspsykologi har han været med til at præge pædagogisk forskning og formidling af det akademiske fag i årtier og dermed haft stor betydning også for pædagogiske praktikere.

Med Leg en ny forståelse bevæger han sig lidt væk fra sit eget fag for at belyse begrebet leg fra flere sider. Indledningsvis slår han fast, at leg også er for voksne, og at den er en urkraft, som kan dateres meget langt tilbage; helt til de ældste mennesketyper. Der er omkring 26.000 år gamle fund, som formodes at være legetøj, dvs. skabt til det formål eller brugt til det formål.

Leg defineres i bogen som selvskabt, uden mål og uden tvang. I leg smelter mål og motiver sammen. En liste over legetyper indeholder praktisk, udforskende leg, [...] symbol-, laden som om-, fantasi- og forestillingsleg, [...] sociodramatisk leg, [...] kooperativ leg, [...] rolleleg, [...] regelleg, [...] konstruktionsleg, [...] tumleleg. En del af disse legetyper er helt klassiske, andre repræsenterer nuancer, som bliver beskrevet nærmere i bogen.

Legen er under pres. Den største trussel kommer fra en alliance af politikere, administratorer og ideologer; mange af dem har en skærende svaghed til fælles de har kun lidt eller ingen viden om, hvordan børn rent faktisk lærer. En alliance, som kæmper for early academics.

Hvis det stod til Dion Sommer, blev legen indskrevet som i den danske folkeskoles formålsparagraf. Der mangler litteratur om leg i folkeskolen, og i det hele taget mangler vi viden om leg. Det gælder især de, der kontrollerer og bestemmer over skolen.

Inspirationen til den tanke kommer fra master for en styrket pædagogisk læreplan, hvor der nævnes fire grunde til, at legen skal indgå i dagtilbuds hverdag. Med Dion Sommers formulering drejer det sig om, at: 1) samfundet er forpligtet, [...] 2) legen skal være initieret af børn, dvs. ikke styret af voksne [...] 3) legen fremmer barnets udvikling [og] legen har egenværdi, dvs. ikke kan reduceres til eller underlægges læring.

Normeringen har afgørende betydning for legen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor kompetent pædagogen er: Professionelles pligt er derfor at handle aktivt: Skab gode, berigende legemiljøer med 1) legetøj, 2) generøs plads både ude og inde, 3) kammerater, 4) legesyge voksne, 5) glæde og munterhed; og 6) undgå indlæringsdidaktiske, mål- og voksenstyrede aktiviteter; og 7) udeluk endelig ikke, men begræns tidsrøvere i form af TV, tablets og legepassiverende elektronik.

Det skal tilføjes, at Dion Sommer ikke er generelt imod digital leg, men han argumenterer for en balance.

I et langt afsnit taler Dion Sommer de gamle legesyn imod. Historisk set har der været en krig mellem puritisterne og didaktikerne, repræsenteret ved selvforvaltningspædagogikken og instruktionspædagogikken.

Den nye forståelse i titlen refererer til afsnittene om epigenetik, som er, når noget ydre tænder eller slukker for gener. Altså når arv og miljø spiller sammen i en vekselvirkning. Dions Sommer går så vidt som at konstatere, at grundbøgerne skal skrives om, da ingen pædagogisk eller psykologisk grundbog inddrager denne faglige revolution og stiller spørgsmålet: Hvem har fx før denne bog hørt om begrebet epigenetisk pædagogik?

Han opstiller en model, som viser hans pointe:

UDEFRA <  > BARN <  > INDEFRA 

Pilene symboliserer påvirker, og påvirkningen går altså begge veje. Det er derfor, mennesket som art kan tilpasse sig langt hurtigere, end evolutionen burde kunne gøre det. Epigenetik kan ses som latente færdigheder, som sættes i spil, hvis der bliver brug for dem.

For fagpersoner uddannet indenfor biologi eller medicin er det næppe helt ny, banebrydende viden. Derfor er den nye forståelse nok snarere, at andre fagområder bliver kombineret med udviklingspsykologien. Det skriver Dion Sommer også selv, dog kun i en fodnote. En pædagog vil næppe skulle ændre sin praksis radikalt efter at have læst Leg en ny forståelse. Bogen kan snarere ses som (endnu) et argument for plads, tilstrækkelig normering og kvalificeret personale. Og så er det godt (endnu en gang) at blive bakket op af forskningen.

For at vende tilbage til det forhistoriske, så fortæller Leg en ny forståelse, at homo sapiens legede. Modsat neandertaleren, som derfor var bagud på point med hensyn til at være kreativ og fantasifuld.

Historien bruges også til at argumentere mod tidlig skolestart: Den græske paidagogos var en del af husholdningen, og barnet (det vil sige drengen) kom først i skole, når han var syv år. Det var hverdagen for barnet i den græske overklasse, skal forstås. Det skal også bemærkes, at der ikke var skoleforberedende aktiviteter for barnet, mens det var i hjemmet. I hvert fald ikke forstået som at lege skrivning, læsning og regning.

Hvis vi tager med på en tidsrejse, er Dion Sommer ret ambivalent i forhold til legens vilkår i fremtiden. Han peger på en række forskelle mellem robotter og mennesker, hvoraf et par stykker dog allerede er ved at udviskes. Han er dog ikke i tvivl om, at legen også fremover vil være helt afgørende for vores muligheder for at udvikle os til hele mennesker, og det håb skal være udgangsreplikken:

Når det sættes sådan op, bliver det ligefrem uhyggeligt at skulle leve i robotternes samfund. Derfor bliver bl.a. legen en fremtidens nødvendighed. Derfor må vi sætte mennesket og dermed legen først i humanoidalderen. Alt det, robotten ikke kan, evner endog små menneskebørn.

Faglitteratur
Samfundslitteratur
Dion Sommer
133
Bjarne W. Andresen
9. februar 2022

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev