Historien bygger videre på myten om den triste, ensomme, men også voldsomme yeti. Yetiens leg i sneen ender med knubs for Lille Kvast.

Først da Lille Kvast finder et foto af sig og mor frem, trækker yetien sig tilbage til sin ensomhed. Nu har Lille Kvast overtaget, og han tager yetien ved hånden og lærer den at plukke blomster uden at mase dem. På magisk vis finder yetien en mundharpe frem, som Lille Kvast får, og sammen med murmeldyrene spiller de musik, indtil endnu en storm bringer Lille Kvast tilbage til det trygge hjem.

Moralen må være, at der også bag de dårligste handlinger ligger en god intention. Lille Kvast reagerer med rummelighed, surhed og til sidst flugt. Først da yetien anerkender sine egne begrænsninger, er der plads til udvikling.

Det er en lidt omfattende fortolkning for den helt unge læser (ned til 2 eller 3 år), og dette bind i serien om den sjove eventyrer er da heller ikke blandt de bedste. Men en del børn vil nok kunne identificere sig med yetiens klodsede måde at udtrykke fællesskab på. En måde, som bliver misforstået og ofte får den modsatte effekt end den intenderede.

Lille Kvast - Den triste yeti får pluspoint for sin fortælling om rummelighed og om, at der er håb for udvikling, hvis man erkender, at man også selv har en del af ansvaret.