Månegade er en bog om det sværeste spørgsmål. Den er skrevet til børn fra 3 år og handler om noget af det sværeste, vi kan komme til at tale med børn om: døden og det at miste.

Jeg-fortælleren har mistet sin far og har slet ikke lyst til at opleve noget uden ham mere. For hvordan skal man egentlig kunne have det godt, når den, man holder allermest af, ikke længere er der? Og måske det allersværeste spørgsmål: Hvor er far nu? Er han i jorden? Er han i himlen? Eller et helt andet sted?

Månegade giver ikke svarene. Og det er netop noget af det, jeg synes, der gør bogen så stærk. Den giver plads til, at barnet og den voksne sammen kan tale om, hvad der sker, når et menneske dør. Om savn, sorg, minder og om alle de spørgsmål, der kan opstå. Bogen forsøger ikke at forklare døden på en bestemt måde, men åbner for, at børn kan have forskellige forestillinger om, hvor far mon er nu.

Forsiden og alle bogens illustrationer er skabt af kunstner og illustrator Frederikke Lange, og hun har lavet et helt utroligt flot illustrationsarbejde. Illustrationerne er smukke og stemningsfulde og er med til at fortælle historien. Hver side giver anledning til at stoppe op, kigge og tale sammen både med det enkelte barn og i en børnegruppe.

Pædagogisk er Månegade en bog, der kan bruges som afsæt for samtaler om døden, også selvom det ikke lige er et barn, der har mistet. Den kan hjælpe pædagogen med at sætte ord på noget, som kan være svært at finde ordene til. Man kan tale om, hvad børnene selv tænker, hvad de tror, der sker, når man dør, og hvordan man kan savne nogen, man ikke længere kan være sammen med. Bogen kan også bruges mere terapeutisk, når et barn står i en sorg, og har brug for et sted at begynde samtalen. Den giver den voksne mulighed for at være sammen med barnet i det svære uden at skulle finde de rigtige svar.

Jeg tænker også, at Månegade har en vigtig plads hjemme hos familier. Som forælder kan det være svært at vide, hvordan man skal tale med sit barn om døden. Her kan bogen være en hjælp til at tage hul på samtalen og give barnet mulighed for at stille de spørgsmål, som måske ellers kan være svære at få sagt højt.

Den kan læses helt enkelt som en højtlæsningsbog, hvor man sammen går på opdagelse i historien og billederne. Men den kan også læses langsomt og med mange stop undervejs, hvor barnets egne tanker og spørgsmål får lov til at fylde. Og måske er det netop bogens største kvalitet: Den fortæller ikke barnet, hvad det skal tænke om døden. Den giver barnet mulighed for at tænke selv.

For mig er Månegade derfor en bog, ethvert dagtilbud burde have på bogreolen. Ikke kun fordi den kan bruges, når et barn mister, men fordi døden er en del af livet, som børn også har brug for at kunne tale om. Samtaler om døden er lige så vigtige som samtaler om livet.