Det er årets gave til pædagogen. Og det er årets gave fra pædagogen til de venner, som ikke kan forestille sig, hvad en pædagog laver. Gennem ti noveller får læseren et indblik i livet for pædagoger, børn og forældre i dagtilbud.

Stefan Hermann, rektor ved Københavns Professionshøjskole, har skrevet forordet. Han skriver bl.a.:

Det er en betydningsfuld begivenhed, at der med denne novellesamling åbnes en anden indgang til dette univers, nemlig kunstens. Livet som barn i familie og daginstitution sanses og beskrives her i litteraturens sprog, folder sig ud i dens historier, billeder og stemninger.

Det nye er, at Mælkekassetårn ikke er en fagbog. Det er fiktion, men fiktion så tæt op ad virkeligheden, at det lige så godt kunne være observationer gjort i praksis. Læseren møder mange realistiske karakterer i bogen.

Undervejs kommer der flere tankevækkende sætninger om livet i dagtilbud. Det er vigtigt for ungerne, at der er en repræsentation af alle [blandt personalet]. Det er ikke så vigtigt for forældrene. De vil helst have Birthe-typer alle sammen, resonerer en af pædagogerne. I flere novelle er der rivalisering mellem pædagogerne om børnene. Det handler vist ikke så meget om, hvilken pædagogik der tjener børnene bedst på den lange bane. Eller om børn skal beskyttes mod skarpe knive, eller om de skal lære at omgås dem med ansvarlighed. Det er her og nu-anerkendelse, som er vigtigst. Af pædagogerne, forstås. Brudlinjerne i personalet går mellem ung og gammel, nyuddannet og erfaren, mand og kvinde, forskellige barnesyn mm.

Der er små pip om dårlige arbejdsvilkår. Når man står to voksne til 20 børn, allerede inden klokken er syv. Hvor det strømmer ind med børn, der skal tages i mod og hjælpes til at sige farvel. Derimod kommer der ingen vikarer ind ad døren.

Det, der slår mig mest ved læsning af de ti noveller i sammenhæng, er den store mangfoldighed blandt familierne. Pædagogerne forsøger efter bedste evne at rumme alle familier, og Mælkekassetårn viser tydeligt, hvor stor den opgave er:

Der er den treårige, som allerede styrer sin velmenende men utjekkede mor, som hele tiden ringer og spørger mormor, som er i fængsel, men alligevel repræsenterer det bedste bud på 24/7-åben rådgivning. Når det altså ikke er udenfor samtaletid. Pædagogerne og sundhedsplejerskerne står ikke højt på listen over dem, hun lytter til, måske lige bortset fra en pædagogisk leder, som støtter hende i de styrker, hun har.

Der er alene-faren, som mødes med mistænksomhed og mistro af sine omgivelser. Kan han nu klare opgaven? En mistro, som også overtager hans selvopfattelse af forælder-rollen. En anden far kan godt være usikker, når han forsøger at måle sig med pædagogerne: Men kan man det? Kan man sulte et barn på den måde? Tvinge det ind i en rytme, der ikke er barnets egen? Han ved det ikke. Det er jo ikke ham, der er pædagog.

Der er familien, som ikke kan dansk. De har ingen computer og kommer ikke til møderne. Og så er der en alt for ung storebror, som henter. En storebror i en anden familie har også ansvaret for sin søster, mens mor har vagt.

Der er faren, som har den holdning, at hvis Albert har slået en anden dreng, så har han sgu nok fortjent det. Og Albert ser også sin far slås på den bar, de tager hen til på vej hjem fra børnehaven. Hvad stiller vi lige op med det?

Der er speltforældrene, som har skarpe holdninger til ikke bare deres eget barn, men til alle børn og især til, hvordan dagtilbuddet bør tilrettelægge sin praksis.

Novellerne i Mælkekassetårn er skrevet af ti personer, som allerede har etableret sig som forfattere. To af dem har oven i det en fortid som pædagoger (Stine Askov og Laila Ingrid Rasmussen). De øvrige forfattere beskrives med løsere tilknytning til hverdagen i dagtilbud: At de har været medhjælpere, en har en pædagog-mor, mange har haft børn i dagtilbud, bliver for søgt for mig. Læseren får endda information om, hvem der selv har været i dagtilbud som barn. Det er stort, at pædagoger er med til at formidle den pædagogiske hverdag i skønlitterær form, men måske skulle man bare have stoppet der. En forfatters kvalifikationer lovprises heller ikke ved at nævne, at de selv har læst en bog en gang.

Det er vanskeligt at fremhæve enkelte af novellerne frem for andre. De er forskellige og har hver deres styrker. Det stærkeste indtryk gjorde dog den eneste af novellerne, som ikke foregiver at foregå i en kendt hverdag. I novellen Basis-abonnement beskriver Nicole Boyle Rødtnæs en daginstitution med et betalingssystem, hvor man kan tilkøbe adgang til legepladsen, aktiviteter og mad. Det hele styres ved hjælp af chip-armbånd, og det stiller pædagogen i nogle store etiske dilemmaer. Det scenarie slipper man ikke lige med det samme.

Det er nok kendetegnende, at lige netop denne sidste novelle i samlingen skiller sig markant ud. Resten af novellerne formidler på enestående måde hverdagen i daginstitutioner, set gennem pædagogers, børns og forældres øjne. Det sker på en måde, som et helt tårn af fagbøger ikke vil kunne.

Skønlitteratur
Akademisk Forlag
Ti forfattere
171
Bjarne W. Andresen
12. december 2020

Seneste anmeldelser

Filosofi for ledere
Faglitteratur

Tilmeld dig vores nyhedsbrev