Fem museunger er de i kuldet. Fire med et voldsomt gåpåmod. De undersøger omgivelserne, og den ene kommer lidt for langt. Så må den femte museunge træde til. Den har instinktivt mærket faren, inden den opstår. Det er Mørkemusen, som med sin tålmodighed redder søsteren.

Marianne Iben Hansen og Tea Bendix har tidligere arbejdet sammen om Fuglen, og denne gang har de lavet en bog for yngre børn. Det er simpelthen et mesterværk! Forfatterens skarpe rim gør ondt, når de skal gør ondt, og de giver tryghed, når tiden er til det.

Og de piler gennem marker,
og de pusler gennem krat,
laver fis med et par duer
og må flygte fra en kat,
tar en pause på en skråning
og lar solen varme kroppen,
til den største af dem råber:
Hvem er første mus på toppen?

Illustratoren har fået mulighed for at fråse i mus, som er en slags signatur for hende. De første tre opslag viser musereden i mørke, kun oplyst af en smal sprække i panelerne. Man får næsten ondt i øjnene af det skarpe lys på fjerde opslag, hvor musefamilien bevæger sig ud i græsset. Og sidste opslag er (naturligvis) en næsten tro kopi af et af de første sider, nu med lidt længere musehaler og en tryggere musemor.

Moralen i historien må være, at også den forsigtige har et værdifuldt bidrag til fællesskabet. At når faren er allerstørst, hjælper det at tænke sig om i stedet for at gå i panik. På intet tidspunkt lyder der bebrejdelser af, at den ene mus gik så tæt på kanten, at hun faldt ned. Eller af de søskende, som qua deres begrænsede hidtidige erfaringer opfordrer hende til hurtigt at forlade det fremspring, hun landede på.

Derimod er der meget visdom i Mørkemusens reaktion:

Der blir stille, musestille,
og så står han bare dér,
og han møder hendes øjne,
og han kender det han ser.
Og de ænser ikke andet
end hinandens mørke blikke,
mens han helt forsigtigt rækker
poten ned og lar den ligge.