Josefines bror giver hende en gave, som giver hende en oplevelse tab af den kontrol, hun bygger sit liv op omkring. Hun får en kajaktime, og i kajakken mister hun al kontrol. Sandsynligvis må alle nybegyndere en tur i vandet. Men for Josefine har det en særlig betydning, da hun må erkende, at selv ikke den største koncentration kan få hende til at holde balancen. Desuden er hun panisk angst for vand på grund af en ubehagelig oplevelse. For at gøre det værre, er kajakinstruktøren meget charmerende, da de to først har fået udvekslet uforskammetheder.

"Jeg plejede at elske natten. Det er tidspunktet, hvor jeg kan nå at indhente en masse. Der er næsten ingen pligter i Week Calendar". Det citat beskriver Josefines liv rigtigt godt. Selv forholdet til kæresten er plottet ind i appen, som rent visuelt åbner hvert kapitel, så vi kan se, hvad der sker før og efter det tidsrum, hvor kapitlet foregår.

Når selv lærerne anbefaler betablokkere, er det ikke muligt for Josefine at skrue ned. At hun så har kørt på maksimum dosis i halvanden måned, det havde lærerne nok ikke forventet. Hendes ur er fem minutter foran, så hun kan nå tingene til tiden(!), og et 10-tal på afgangsbeviset er en fiasko. Forældrenes forventninger er lige så høje som Josefines egne, så hun lyver for dem, da hun går helt kold til en eksamen og får et 02. I øvrigt en eksamen, som får hende til at betegne sine præstationer som middelmådighed, selv om de øvrige karakterer ligger i skalaens absolutte top.

Den dårlige eksamen viser sig at blive et vendepunkt for Josefine. Hun husker sin barndoms drøm om at blive dyrelæge, som hun med stor støtte fra forældrene har lagt til side til fordel for en jurakarriere.

Det er ikke kun ved det grønne bord, at der kommer revner i den blanke overflade. Forældrene bliver skilt som konsekvens af, at faren er sin kone utro med en (gift) nabo. Josefine finder ud af nogle ting om sin kæreste og bedsteveninden. Samtidig må hun revidere, hvad hun egentlig føler for kajaktræneren.

Efter sin studentereksamen fortsætter Josefine med at bruge Week Calendar - hun kan simpelthen ikke strukturere sit liv uden. Det gør læseren til vidne til hendes opløsning, for kapitlerne indeholder ikke de aktiviteter, det indledende billede fra appen har stillet i udsigt. Josefine skal holde dimissionstalen og forlader sit sikre manuskript for at holde en improviseret tale. Grænseoverskridende for hende.

Endnu mere grænseoverskridende er det, da kæresten og bedsteveninden søger at udleve deres fantasier om en trekant, hvor Josefine skal indgå. Hvad blev der af kærestens evige tale om, at de to har eneret på hinanden? Scenen med de tre er den mest eksplicitte i en bog, som ellers har nedtonet de seksuelle beskrivelser væsentligt i forhold til forfatterens debut, Provinspis, som kom i 2018.

Da familien inviterer til stor fødselsdag, foregår det i en ramme af løgn. Løgn om Josefines karaktergennemsnit. Løgn om forældrenes ægteskab. "Opvaskemaskinen er fyldt, men trods alt ren. Jeg har gjort det tusinde gange før, alligevel fumler jeg, mens jeg tømmer den. Det koster en riflet tallerken med den klassiske kongekrone og tre bølger bagpå. Jeg troede, de havde brudgaranti. Min mor taler altid om garantier og rettigheder. Men familieret er ikke hendes ting. Det er næsten morsomt. Hysterisk. Måske kan man få en ny. Tallerken altså. Ikke familie. Jeg vil ikke have, at alt var som før. Jeg vil have, at alt er før. Men det er det ikke. Og Miriam kommer om lidt. Hun vil med det samme se, at der er flyttet rundt i huset, og så vil jeg være nødt til at fortælle hende om om det her".

Der sker en stor udvikling i Josefine i løbet af bogen. Hun bliver ikke mirakuløst fri for sit kontrolgen, ligesom hun heller ikke kan fikse alle de ødelagte relationer. Men hun lærer at tage det mere roligt, at mærke sig selv, at sige fra. Og så lærer hun at slappe så meget af i vand, at hun ikke drukner.