Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde er skrevet af Sanni Maria P. Korsgaard, som bl.a. er naturpædagog og konsulent hos DLO, Daginstitutionernes Landsorganisation. Hun var en del af mastergruppen, som udarbejdede den styrkede pædagogiske læreplan, og hun sad i arbejdsgruppen for læreplanstemaet Natur, udeliv og science. Det fremgår tydeligt af bogen, at forfatteren er inde i sit stof.

Gang på gang pointerer Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde vigtigheden af at have en legende, nysgerrig og undersøgende tilgang til naturen. Det kaldes også en sciencetilgang. Det handler altså ikke om at terpe plusstykker, skrive tal på lige rækker eller lave førskole for de 2-5-årige, som det udtrykkes.

Naturoplevelser er vigtige for børns udvikling. Det gælder inden for kreativitet, motorik, sociale færdigheder, trivsel og meget mere. F.eks. udløser hudens kontakt med bakterien mycobacterium i jord hormonet serotonin, som giver en lykkefølelse. Men bevidstløst ophold i naturen er ikke nok. Pædagogen skal have viden og handling, som udfordrer børnene. Blandt mange andre kilder henviser forfatteren flere gange til Niels Ejbye-Ernst, som er kendt blandt pædagoger og pædagogstuderende ifølge mine erfaringer som censor på valgmodulet Natur og udeliv.

Undervejs er der plads til, at læseren stopper op og forholder sig til børnenes deltagelse, de voksnes rolle, børnefællesskabet og inklusionen med spørgsmål som f.eks. Hvordan kom børnene til orde? og Var der plads til børnegruppens forskellige deltagelsesmuligheder? Hvordan kom det til udtryk?

Forholdet mellem leg og læring har måske altid været et spørgsmål i den pædagogiske debat. Med den styrkede pædagogiske læreplan er det fastslået, at leg skal være styrende i det pædagogiske arbejde, og at legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud. Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde pointerer pædagogens rolle i forhold til leg og stiller spørgsmål til, i hvor høj grad legen skal være vokseninitieret. For at kunne vurdere det, skal han/hun have indfølingsevne og viden. Et kernebegreb er hentet fra Lone Svinth: Voksenstyring med fleksibel rammesætning.

Her følger en gennemgang af, hvordan det 2 til 5-årige barn lærer. Det er primært kroppen og sanserne, som styrer læringen hos den aldersgruppe. Derfor er leg og bevægelse så betydningsfuldt. Barnet lærer af og med andre børn såvel som voksne. Derfor er (børne)fællesskabet så betydningsfuldt. Andre betydningsfulde faktorer for børns læring er flow, rollemodeller og gentagelser.

Thorleif Frøkjær og Stig Broström har beskrevet fem sciencepædagogiske principper. Ifølge dem tager god sciencepædagogisk praksis afsæt i et børneperspektiv og undren [og] giver plads til, at børn kan være aktive deltagere og udfolde deres eksperimenter med andre børn og voksen. Sciencelæring opstår gennem social interaktion, og her indtager pædagogen en aktiv rolle, hvor den professionelle pædagog aktivt anvender sin sciencekompetence. Børn lærer i hverdagslivet gennem spontant opståede aktiviteter, men også med plads til på forhånd planlagte aktiviteter.

I kapitel 3 introduceres begrebet sustained shared thinking, som oversættes til vedvarende fælles tænkning. Der er større fokus på processen og måden, vi gør tingene på, end på resultatet. Der gives eksempler på, hvordan lukkede spørgsmål begrænser barnets nysgerrighed og undren, mens åbne spørgsmål er på en god måde mere krævende og udfordrende.

En case fortæller om et dagplejebarn, som blev utryg på en tur i skoven. Han brød helt sammen, fordi han ikke kunne finde stien. Det viste sig, at han ikke forbandt skovstien med en sti, fordi han var vant til at færdes på fliser og asfalt. Med en målrettet indsats blev drengen efter en uge fortrolig med at færdes i skoven.

Et helt kapitel er afsat til beskrivelser af gode pædagogiske forløb. Mindfulde sansninger af naturen, insekthoteller og regnormedans suppleres med link til, hvor man kan finde yderligere inspiration. Senere følger et beskrivelsen af et forløb om biodiversitet. Forløbet stammer fra en friskole, men beskrivelsen er tilpasset børnehavebørn. Andre forløb fokuserer på at forberede på skolestart ved at lave naturaktiviteter på tværs af institutionerne og på vands tre grundformer (is, damp og flydende vand).

Der er også plads til en kærlig kritik i Sæt spor. Natur, udeliv og science i børnehøjde. Med føromtalte Niels Ejby-Ernst i ryggen problematiserer forfatteren, når pædagogen formidler natur ud fra samme perspektiv som børnene, hvilket bl.a. omfatter antropomorfe udtryk som, at skyen græder eller at den store bille er de små bænkebideres mor. Det beskrives som at der tales ureflekteret ind i og med mindre børns antropocentriske [med mennesket som centrum, red.], antropomorfe [hvor dyr og ting har menneskelige egenskaber, red.] og konkrete forestillinger. Det behøver ikke altid at være strengt naturvidenskabeligt, bogen giver også eksempler på en mere legende og narrativ tilgang til forløb, men pointen er, at pædagogen bør være bevidst om, hvilke greb der anvendes og hvorfor.

Med til pædagogens bevidste arbejde med science hører også en viden om, hvilket niveau der er relevant. Læseren får en retningsgiver på, hvilke begreber og færdigheder, børn sandsynligvis vil kunne i specifikke aldre. Risikopædagogik introduceres som en vej til at begrænse en evt. medfødt skræk, måske endda fobi. Risikofyldt leg er medvirkende til at skabe robuste og resiliente børn.

Sidst præsenteres en model til at arbejde med natur, udeliv og science i børnehøjde, udviklet af Birgitte Damgaard og Karen Bollingberg. Den består af seks faser: Observationsfasen, beslutningsfasen, undersøgelsesfasen, den narrative fase, den æstetiske fase og delingsfasen. Et uddrag af bekendtgørelsen med beskrivelsen af læreplanstemaet natur, udeliv og science runder bogen af.