Stemningen og forfatter Sophie Souids sproglige tæft er lagt allerede i prologen: Lyset flakkede i opgangen og gik ud. En stille rislen blandede sig med lydene ude fra opgangen, der var kommet helt tæt på. Bille kiggede ned ad sig selv. Han havde tisset i bukserne. Fodtrinene i opgangen var standset. Han lagde øret mod døren, men fløj tilbage, da det i det samme bankede hårdt på ydersiden.

Og så er historien i gang. En helt almindelig hverdagsaften, mens 12-årige Bille sidder og gamer, går Billes mor ned i Netto for at købe mælk. Meget sent opdager Bille, at hun ikke er kommet hjem, og at hun er gået uden sin mobiltelefon. Lige pludselig er der vendt op og ned på alt i Billes liv, for hvor er mor henne? Hvorfor har hun ikke sin mobiltelefon med? Og hvorfor findes hun ikke i politiets databaser? Bille står overfor et dobbeltmysterium, som han sætter sig for at løse: hvor er mor? Og meget værre, hvem er hun egentlig?

Undervejs i sin eftersøgning kommer Bille i kontakt med både PET, våben, videoovervågning, bortførelse og en hel del mere

En af de store udfordringer med at skrive børnekrimi er, at selvom om børn er handlekraftige og modige, har de, i kraft af, at de er børn, ikke adgang til direkte politi-og efterforskningsarbejde. Den udfordring løser Sophie Souid på fornemste vis. Alt skal ikke røbes her, men Bille får hjælp fra en uventet og for ham ukendt person.

Sophie Souids sprudler sprogligt, og de korte kapitler holder læseren dejligt fanget. Souid får virkelig fint undervejs indflettet i sproget, hvem Bille er. Fx: Han lignede et spøgelse. Selvom han var brun i huden året rundt, var han kridhvid i ansigtet. Illustrator Claudia Bille Strædes sort/hvide illustrationer bidrager med tilpas uhygge og en let melankolsk undertone. Kapitlerne er delt af skilleblade i en støvet mørkegrå farve den passer perfekt til en krimi Noir i børnehøjde fra den øverste hylde.

God læselyst!