Eusebio kan ikke falde i søvn. Han ligger i sin seng med dynen trukket godt op og kigger med store bange øjne på tingene i den lille hytte, som i mørket bliver til faretruende monstre. Med sin bamse i hånden løber Eusebio den snoede vej op til vennen Ananías og fortæller om sin angst. Ananías fortæller, at monstrene også er bange, fordi de ingen venner har. Monstre kan nemlig ikke lege og finde ro, ”for hvordan kan man stole på nogen, som ikke er en rigtig ven?”


Monstre har slet ikke tid til at tænke på en lille én som Eusebio, fordi de hele tiden skal holde øje med, om de andre monstre snyder eller driller.


Det er blevet morgen, og Eusebio giver Ananías et knus og går hjem til sig selv.


Teksten besidder stor intensitet, dybde og skønhed og er oversat af Hjulets forlægger Vagn Plenge.. Samtidig formår den at fremhæve i hvert fald to pointer trods sin korte form: At monstre ikke er farlige og at venskaber er det mest dyrebare, man har. Så dyrebart at selv de største monstre mister deres magt, når de ikke har et venskab at være i:


"Dem der spyr ild …
dem der gemmer sig på mørke steder
og har øjne som lyser i mørket …
dem der flyver på et kosteskaft
og har en vorte på næsen …
dem med hugtænder …
dem der er hvide, MEGET hvide,
så hvide at de virker gennemsigtige …
og dem med horn …"


Illustrationerne er i en klasse for sig og holdt i et billedsprog, man ikke så ofte ser i danske billedbøger. En meget detaljeret realisme, som aldrig slipper det eventyr, de viser. Figurerne er dyr(elignende), ikke kun monstrene. Eusebio er nok en kat, og Ananías er en slags ælling. Både billede og tekst lægger sig op ad den tradition for magisk realisme, som især er udbredt i latinamerikanske lande: Når man først har accepteret den præmis, at XXX (indsæt selv et magisk element), hvordan ville virkeligheden så se ud?


Det allerbedste opslag er billedet af Eusebio, som ligger under dynen og kigger ud på monstrene ved hans seng. Hvis man bladrer en side tilbage, kan man finde kimen til hans forestillinger: En bamse er blevet til en stor drage, gardinet er et svævende spøgelse med hatten fra klædeskabet. En uskyldig vandkande er vendt på hovedet og er nu hatten på et monster med hugtænder. Selv en væltet legetøjsbil får et ansigt af lygter og rude.


Det er på ingen måde en skræmmende fortælling. Tværtimod bliver læseren taget varmt ved hånden. Nogle få sider med Eusebios tanker om monstrene og deres ugerninger bliver afløst af den forstående ven Ananías, som tager brodden fra monstrene og angsten fra Eusebio.


Ivar Da Coll har været nomineret til flere internationale priser (bl.a. H.C. Andersen-prisen og ALMA-prisen) og fik i 2014 ”Premio Iberoamericano SM de Literatura Infantil y Juvenil”, som har til formål at fremme børnelitteratur i hele Latinamerika.