Ingen kender dagen i morgen, og alt kan være forandret på et splitsekund. Vi, der har oplevet det samme, nemlig at miste en bror eller søster, kan nemt identificere os med dine tanker, digte, streger og overvejelser. Dine fine beskrivelser af din sorg og dine minder om Jonas viser os læsere al din kærlighed til Jonas. Det kan ingen tage fra dig. Det vil være dit for evigt. Din måde at reagere på er så beskrivende, at alt pludseligt står lysende klart igen. Årene er gået, sorgen og vores reaktioner er forskellige. Ingens reaktioner og følelser er mere eller mindre rigtige end andres måder at reagere på. Måden andre håndtere vores sorg er ligeså forskelligt, som vi er flest. Ingen kan eller bør give en opskrift på, hvilken måde der er den rigtige måde at reagere på eller måden at udleve vores sorg på. Sorg har ingen alder, sorgen har ingen tid, den udvikler sig, ligesom vi gør igennem et liv. Sorgen stikker hovedet frem på de forunderligste tidspunkter senere i livet, og der rippes op i minderne om dengang, fra før alt er som nu. Vi lærer med tiden at finde en form, hvori vi kan være i sorgen. Men den forsvinder aldrig helt. De kære, vi har, mistet lever videre i vores hjerter og tanker, imens vi lever videre. Verden går videre, selv om vores verden er gået i stå for en tid. Fornægt ikke de følelser, der kommer, men prøv at acceptere dem.

Ingen skal frygte at spørge ind til vores sorg, for som du skriver Pernille: Det kan ikke blive værre, det kan ikke gøre mere ondt. Vi har fået påført den største smerte af alle, nemlig at miste den vi elskede. Det kan godt være, at vi fælder en tåre, fordi vi stadigvæk berøres, men det bliver faktisk med tiden bedre, jo mere vi taler om den, vi har mistet, og hvad vores sorgen gør ved os. Hvis nogen tør spørge ind til os om den, vi har mistet eller vores sorg, kan det blive legalt at tale om den, vi har mistet, selv når årene er gået. Det gør jo blot, at Jonas stadig er en del af dit liv, blot i en anden form.

Denne bog kan være en god bog til yngre søskende i teenagealderen, der har mistet og som føler sig alene i sorgen. Vi er ikke alene. Vi kender blot ikke de andre, der også har mistet og som mærker sorgen tynge. Vi kan selv være de første til at starte med at åbne op og tale om det, vi fyldes af. Invitere andre ind i vores tanker og følelser og lade dem vide, hvordan vi har det. Vi håber på, at de vil være forstående og lyttende, når vi har noget på hjertet, og håber på, at de tør spørge ind. Vi håber på, at de ikke er tavse, og at de ikke tænker, at det nok forsvinder af sig selv, hvis vi ikke spørger. For det gør det ikke. Vi går ikke i stykker af, at du spørger. Måske giver det mening at deltage i sorggrupper, hvis de findes i nærheden af dig. Hvis ikke, så brug din omgangskreds eller vær kreativ som Pernille her. Find din egen måde at leve med din sorg. Og husk at du er ikke alene, om sorgen.

Tak Pernille fordi du ville dele din historie, dine tanker og gode råd med os læsere, det en helt igennem brugbar bog, du har forfattet.