Hvis man vil læse den højt, skal man afsætte i nærheden af ti timer af til det – for pædagogiske arbejdspladser vil det altså sige en halv time hver dag. Det er et stort minus, til gengæld er det også noget nær det eneste rigtigt negative, man kan sige om bogudgaven af TV2s julekalender fra 2017.

Selve historien vil være kendt af de fleste børn. Halvnissen Tinka leder efter den julestjerne, som skal give nisserne magien tilbage. Det er en traditionel eventyr-/fantasyfortælling med alt, hvad der til hører: Konger og prinser, magiske ritualer, helte og skurke. Og så er der det, som næsten alle de seneste år har hørt en julekalender til: Børn, som hjælper deres forældre med at finde kærligheden ... og som hjælper sig selv med at finde ud af, hvem de er, og hvor de hører til.

Både fra fantasy og fra moderne julekalendere (gen)kender man moralen om, at vi bedst overvinder udfordringerne ved at samarbejde, og at vi bliver stærkere af at slå os sammen med dem, der adskiller sig fra os selv. I Tinkas juleeventyr udtrykkes det sådan:

Forskellige synspunkter og meninger kan give stor indsigt. Man kan ligefrem blive klogere af at tale med nogen, man ikke er enig med. Meget klogere.

Hvor Ringenes Herre har et broderskab af mennesker, trolde og elvere, har Tinkas juleeventyr "kun" nisser og mennesker, som samarbejder; og som i andre tilfælde modarbejder hinandens behov.

Der er bemærkelsesværdige fælles træk ved hovedpersonen Tinka og hendes menneskelige modstykke Lasse. Han er lige flyttet, og det lige er blevet kendt, at hun ikke er fuldblods nisse, så de kæmper begge for at blive accepteret i den klasse de går i. Begge har en forælder, som er alene, og som bliver eftertragtet af en bejler, som hverken børnene eller forældrene har varme følelser for.

Tinkas juleeventyr er skruet godt sammen og er så spændende, at man (også som voksen) får lyst til at læse videre. Enkelte steder har teksten præg af regibemærkninger, fx "Iben går smilende i sine egne tanker og støder hårdt ind i en kommode på vej ud (...) Hun halter videre" og "Storm står foran et spejl og prøver den kåbe, han skal krones i. Han betragter sit spejlbillede. Det er tydeligt, at han er uvant med at stå i så fine omgivelser i så fint tøj."

Der er flere mysterier, som både opstår undervejs og efter lidt tid opklares. Hvordan kan Tinka være halvnissse, når nisserne ikke har haft kontakt med andre verdener i 100 år? Hvad er det for en mystisk forsvunden person, kongen taler om? Hvem er Tinkas far?

Bogen får et lille minus for sine til tider traditionelle rolletildelinger. Lasse er ikke udenfor, fordi han er ny i klassen. Han er udenfor, fordi han som københavner er flyttet på landet. En opfattelse af forskelle, han selv og klassekammeraterne deler. Der er de gode, og der er de onde ikke nogen overraskende skift undervej.

En nissehue før et afsnit i teksten markerer, at handlingen i det pågældende afsnit foregår i nisseverdenen, mens et julehjerte markerer, at vi er i menneskenes verden. En smart detalje, som gør det lidt lettere at nå at læse den 344 lange bog i en pædagogisk kontekst, for man kan bide kapitlerne over ved de markerede afsnit og dermed dele den op i mere passende stykker end de 24 kapitler, som til gengæld er meget velegnede til private hjem eller til selv-læsning.

Skønlitteratur
Politikens Forlag
Flemming Klem
244
Bjarne W. Andresen
25. november 2020

Seneste anmeldelser

Filosofi for ledere
Faglitteratur

Tilmeld dig vores nyhedsbrev