Bogen ”Døde piger skriver ikke breve” har et enestående godt plot: Vi følger 14-årige Sunny og hendes forældre efter at Sunnys smukke og begavede søster, Jazz, er død i en brandulykke.
Forældrene er i opløsning, men Sunny altid har været overset og familiens sorte får og tager derfor ikke søsterens død så tungt.

En dag modtager Sunny et overraskende brev fra sin døde søster, som fortæller, at hun ikke er død alligevel, og at hun kommer på besøg. Der dukker en pige op, som udgiver sig fra at være Jazz – morens følelsesmæssige tilstand gør, at hun ikke kan tænke klart, og hun betragter hende som den rigtige Jazz. Sunny kan med det samme se, at pigen ikke er hendes søster, men hun kommer langsomt i tvivl, da den falske Jazz ved en masse ting og detaljer om familiens liv.

Som læser tvivler man også, men da vi bliver klogere senere i bogen, forestiller man sig, at det hele måske er et produkt af Sunnys fantasi. Det er med andre ord et rigtig godt plot, og det driver historien frem på en naturlig og spændende måde – man har lyst til at læse videre.

Mens plottet er fremragende, er den psykologiske beskrivelse af personerne alt for unuanceret og utilfredsstillende. Personerne bliver fremstillet som stereotyper, og det virker utroværdigt. Fx gør bogen meget ud af at beskrive, hvordan resten af familien altid har opfattet Sunny som en pestilens. 
Moren udtaler, at Sunny altid har grædt som barn og at Sunny ” tog alt det ulykkelige i huset til sig…Da hun lærte at tale, brugte hun ordene til at slå igen med.”

Bogen præsenterer et sort/hvidt forhold: Forældrene elsker Jazz, mens de blot ser Sunny som en belastning. Beskrivelsen af forholdet er for unuanceret, og som læser føler man ikke, at familierelationen er realistisk. Opremsningen af Sunnys fejl og mangler virker derfor ikke efter hensigten. Som læser bliver man også irriteret over de mange gentagelser af Sunnys uduelighed, og det virker som om, forfatteren har undervurderet sine læsere, som ikke hele tiden behøver at blive påmindet. Det er ærgerligt, at personfremstillingen er så forsimplet, for det slører den ellers gode læseoplevelse.

Skønlitteratur
Høst og Søn
Gail Giles
128
Christoffer Boserup Skov
6. december 2005

Seneste anmeldelser

Forvandling
Skønlitteratur
Robotic rapsody
Skønlitteratur
Frisk luft
Skønlitteratur
-->