Ledelse i skandalernes tid er der nok flere organisationer, der har ventet på, for det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at hvert år har sin skandale. Grant skriver blandt andet på baggrund af sit feltstudie i en større dansk bank, der for nogle år siden endte på forsiden af landets aviser. På den måde tager bogen udgangspunkt i helt konkrete begivenheder, og det giver et godt afsæt. Samtidig henvises der undervejs til andre mediestorme, hvilket er med til at give bogen troværdighed.

Indholdsmæssigt består Ledelse i skandalernes tid af tre dele. Et første kapitel, hvor begrebet skandale defineres. En del to, der handler om at lede igennem skandalerne, og et sidste kort kapitel, som handler om at se ind i fremtiden. Særligt andet kapitel står stærkt, fordi det giver nogle klare handlemuligheder for ledelsen både i forhold til forebyggelse, muligheder under skandalen og opsamling efterfølgende.

Grant fokuserer i bogen først og fremmest på skandaler, der har betydning for organisationen. Derfor taler hun blandt andet om organisationens identitet, og hvordan skandaler kan rokke ved det, som organisationen tror, den står for. Organisationen er i høj grad de medarbejdere, der er i den, og derfor har Grant også en del uddrag fra anonymiserede interviews, hvor medarbejdere udtaler sig om, hvordan de har oplevet skandalerne indefra. Det viser, hvordan skandalerne har indvirkning på helt almindelige menneskers hverdag, og det giver et godt indblik i udfordringerne. Grant skriver bl.a., at andres negative holdning til organisationen kommer typisk som en overraskelse, der står i skærende kontrast til, hvordan de ansatte selv oplever organisationen. Derfor er det ikke kun organisationens identitet, der er på spil, men også medarbejdernes. Da det ofte handler om organisationens adfærd i konkrete sager, bliver skandalen tit et moralsk fænomen, som medarbejderne tvinges til at tage stilling til. Derfor er det, som Grant kommer ind på senere, så vigtigt, at ledelsen giver klar besked til medarbejderne, så de ved, hvad skandalen handler om, og hvordan de skal håndtere den i hverdagen. Ellers risikerer de at blive overladt til sig selv og deres egne fortolkninger.

Organisationer har altid begået fejl, men som Grant er inde på, så er der også sket noget med medieverdenen. Hun skriver, at vi lever i skandalernes tid, og oplister forskellige typer af skandaler, som medierne fokuserer på. Det kan være etiske skandaler, sexismeskandaler, produktskandaler, politiske skandaler eller finansielle skandaler. Det er både større transparens og det, som Grant kalder en evalueringskultur, der er med til at drive skandalerne i medierne. Og så et øget fokus på konflikten som en drivende kraft. Grundlæggende betyder det, at der stilles øgede krav til ledelsen i at kunne håndtere skandaler, fordi det er umuligt at forudsige, hvornår organisationen kan blive ramt.

Det kommer Grant særligt ind på i bogens andet kapitel, hvor hun præsenterer GUSTH-modellen, som illustrerer fem faser i ledelse gennem skandaler: Spot signalerne, Tænd lyset, Hold fokus, Genopbyg tilliden og Skab Udvikling. Grants pointe er, at det vigtigste i håndtering af skandaler er forebyggelse, så det bliver muligt at spotte signalerne, inden katastrofen rammer. Kun ved at skabe et sikkert fundament, hvor medarbejdere og ledere tør sige, når der er noget galt, kan organisationer undgå skandaler. Det lyder simpelt, men er naturligvis virkelig komplekst. Grant gennemgår forskellige vinkler på god arbejdskultur og giver eksempler på, hvordan det kan se ud. Det giver et godt fundament for at arbejde videre med emnet i egen organisation, men det er også her, at jeg have ønsket mig, at fokus i lidt højere grad havde været på at sætte refleksionen i gang hos læseren. Nogle spørgsmål afslutningsvist i de enkelte afsnit, som man kunne drøfte i en gruppe, havde understøttet hele idéen med at udvikle en kultur, hvor der kan tales om det, der er svært. I løbet af kapitlet er Grant også inde på, hvordan der kan arbejdes med at genopbygge relationer efter en skandale. Det er et godt bevis på, at skandaler ikke bare skal glemmes så hurtigt som muligt, men skal bruges aktivt i at forhindre, at nye opstår. Det er dog, som Grant er inde på, et ledelsesparadoks, fordi lederen på en og samme tid har lyst til at bevæge sig fremad og samtidig er tvunget til at forholde sig til, hvad der gik galt. Det kan føre til vigtige eksistentielle valg for både medarbejdere og ledere. Kan medarbejderne leve med at arbejde i en organisation, der har gjort, som den har gjort? Kan lederen?

Ledelse i skandalernes tid ender derfor også med at blive en bog, der ikke kun fokuserer på, hvordan man forebygger skandalerne, men også hvilke konsekvenser, de har. Det er stærk læsning, fordi det viser, hvor stor betydning det kan have for mennesker, der også uforvarende kan blive en del af en skandale. Det er nok værd at tænke over, næste gang man hører om en skandale. Der er mennesker, der går på arbejde hver eneste dag, og som bliver ved med det. Også efter skandalen er drevet over.