Er det ikke normalt nok, at man ikke er glad hele tiden [...] Dette er ikke en almindelig lærebog. Dette er både den forpligtelse, forfatterne dedikerer sig til, og det løfte, de faktisk indfrier bogen igennem. Det gøres bl.a. ved det konsekvente førstepersonsperspektiv, de loyalt og demokratisk rejser brugeres og borgeres stemmer med som fx Afiq undrer sig over: Han oplever, at det pædagogiske arbejde med ham bliver en kontinuerlig monitorering af hans sindstilstand med fordringen om at blive som forblive "glad" og understreger: Det er meget big-brother agtigt. Ved at tillade dette perspektiv rette plads og fylde i bogen formås at udfordre det helt essentielle i socialpsykiatrien. Hvor må jeg være som mig i socialpsykiatrien hvad er min udviklingsret og -pligt, kan jeg fx sige nej? Sådan spørges fx i digtet "Nej". For mig er kritikken berettiget og aldeles på sin plads.

I over 20 år har der i Danmark været fokus på en mere human rettighedsbaseret menneske-centreret socialpsykiatri, men årets psykiatritopmøde (2024) understregede netop kritikken af, at de afgørende stemmer (netop borgere og brugere) endnu ikke er inviteret derind, hvor beslutninger, afgørelser, viden og økonomi afgøres.

Det er Stemmer fra Socialpsykiatrien som nytænkende fagbog et ovenud vellykket bud på.

Jeg har fulgt socialpsykiatrien siden 2003 først som proceskonsulent på et socialpsykiatrisk botilbud og sidenhen som seminarielærer med socialpsykiatrien som mit felt.

Da sindets sygdomme blev ligestillet med somatikken for snart 20 år siden, troede vi alle faktisk på menneskelige vindinger, der politisk og visionært blev muliggjort, men tiden har desværre kun vist, at det ikke blev den herskende mulighed. Indeværende bog formår at favne kompleksiteten med blik for både det historiske, det strukturelle, hverdagsperspektivet, dilemmaerne, de professionelle paradokser og det indefra levede perspektiv med jeg-fortællingerne og de stærke spoken words-digte. Endeligt virker det som et stærkt greb, at der er en løbende meget åben og relevant dialog mellem de to forfattere, der tematiserer det faglige materiale levet og aktuelt.

Digtet "Personaleblues" brugte jeg forleden til en supervision på et herberg. Jeg oplevede, at en træthed overfor brugerne og dermed en asymmetri kom til at præge dialogen. Digtet muliggjorde først og fremmest at personalet genbesøgte deres grund til at være lige her i denne sektor. Det er mennesket, der er centrummet. Men i udfordringer, problematikker og hverdagens jag kan dette essentielle perspektiv vige. Det må ikke ske og sker. Derfor ser jeg, at bogens spoken words-digte på tværs af tid og rum og her kan sikre førstepersonsperspektivet som er afgørende i socialpsykiatrien.

Bogen tegner loyalt et billede af, hvordan de gode intentioner på andres vegne også kan blive til det åg, som Afiqs stemme udpeger i starten. At turde denne kritik er afgørende, for at fagprofessionelle kontinuerligt forholder sig til deres faglige dømmekraft, og at blikkene aldrig stivner. Derfor er afsnittet "En ressourceorienteret og rettighedsbaseret tilgang" særlig stærk læsning. For hvad skal man egentlig gøre med sin drøm om at være noget for nogen, som mange pædagogstuderende starter deres studie med? Hvordan kan fagliglitteraturen invitere og understøtte også de drømme om at give videre til andre uden at dette har form af hvem, de selv var og derfor aldrig ser det andet menneske i relationen? Hvordan bliver man dette i grunden ordentlige menneske, der rummer andres andre liv og lader dem leve og vælge ud fra deres liv og ikke sit eget?

Bogen er aldeles velegnet som fagbog for alle fagprofessionelle, der arbejder med udsathed og jo specifikt socialpsykiatrien i alle dens mangfoldige organiseringer.

Det er en bog for alle dem, der er på vej til at blive professionelle, og det er en meget kærkommen bog i arbejdet væk fra forrådelse og omsorgstræthed, som desværre er et virkeligt fænomen i et felt under fortsatte udfordringer. Den udfordring, enhver faglærer vil stå i, er at oftest er uddannelserne meget kompakte, og det kan være svært at synes, man som underviser kan bede studerende anskaffe en grundbog ofte er pensum kludetæpper af artikler sammenstykket for at komme hele vejen rundt. Jeg synes det er nogle kraftfulde refleksionsøvelser som bogen også rummer og derfor ville jeg synes det var svært at skære i den. Fx spørgsmålet "Hvornår er du selv for meget?" Derfor ville jeg insistere på, at mine studerende købte og anvendte bogen i sin helhed.

Jeg håber, indeværende anmeldelse har tydeliggjort, hvor mange af læringsmålene, der vil være til at tjekke af efter arbejdet med bogen. Enhver, der har købt denne bog, vil have muligheden for ikke nogensinde at stivne i deres professionalitet. Jeg har hvert fald altid min udgave i tasken, når jeg rejser landet rundt og superviserer personalegrupper indenfor dette område.