Udviklingspsykologien er en gammel videnskab. De tanker vi gør os om barnets udvikling til voksen. Især de sidste to hundrede år har budt på store sammenhængende teorier. Kierkegaards stadier fra umiddelbarheden til æstetikeren over etikeren til det religiøse menneske, komplet med mellemstadier som spidsborger, kyniker osv.

En teori som har sin forklaringskraft, men som det tager et liv at tilegne sig. Enklere er det at sætte sig ind i Kohlbergs teori om moralargumentationens udvikling eller Cullbergs teori om stadier i vores sorg og kriser.

For Freud stopper stadierne ved forplantningsdygtig alder, Erikson førte stadierne frem til livets afslutning, Generationer af pædagoger, socialrådgivere og psykologer studerede teorierne og dannede den uundværlige fagterminologi, hvormed de forklarede og rummede deres praksis/faglige diskurs. Adler, Jung, Mahler korrigerede og justerede og alle stod de på skuldrene af hinanden i noget, der tegnede til en uendelig række af udviklingspsykologiske teorier. Men så kom Daniel Stern, han skabte også en udviklingspsykologisk teori om selvet, men han lukker og slukker butikken efter sig, idet han livet igennem fastholdt, at selve relationen mellem voksen og barn er vigtigere end den teori, man tolker ind i den. Det er ikke teorien, men relationen der er afgørende! Da jeg midt i 1990erne første gang hørte Stern forelæse, var det netop den pointe, der var den centrale. Han gennemgik eksempler på vellykket socialpædagogik og på vellykket psykiatri ud fra fortællinger, der udspillede sig i forskellige lande og i forskellige teoretiske paradigmer. Hver gang mente aktørerne, at det var deres teori, som var så god, og hver gang fastholdt Stern, at det var deres relation der havde været god.

Her tidligt i december 2023 udkom Udviklende øjeblikke i socialpædagogisk arbejde af cand.psyk. Rikke Yde Tordrup, som også har skrevet bøgerne Markante forældre, Udviklende øjeblikke tilknytning og udvikling i pædagogisk arbejde, Barnets perspektiv og Udviklende øjeblikke i plejefamilien. 

Dette er en lærebog om tilknytningsteori og udviklingspsykologi (primært Bowlby og Stern) som også præsenterer børnebevidning som metode til at fastholde og dokumenterer relationen. Den er tænkt til professionsuddannelserne og ansatte i arbejdet med socialpædagogik.

Helt i Sterns ånd eksemplificeres med 27 fortællinger fra praksis, der giver den indsigt og forståelse, som forklaringer ikke altid har mulighed for. Fortællingerne tager alle et udgangspunkt i en vigtig oplevelse eller et afgørende øjeblik og vendepunkt i relationen mellem voksen og barn.

Bogen er tredelt: En teoribeskrivende del, en eksemplificerende del og en lidt kort afsluttende del, hvor den voksne professionelles egen tilknytning og udvikling kommer i fokus. Hvert kapitel afrundes med en række samtalespørgsmål til brug for både studerende og i personalekredsen. Allersidst er der en kort beskrivelse af metoden med at få folk til at skrive et brev til deres fremtid. Mange professionsstuderende vil kende metoden fra deres studiestart, hvor de den første dag bliver sat til at skrive brev til sig sit fremtidige jeg. Her er så tilføjet muligheden af, at det er pædagogen, der skriver til barnet, og lægger det personlige brev ved sagen. Vel vidende, at de fleste vil søge agtindsigt og læse det brev senere i livet. Metoden kan spores tilbage til i hvert fald Sofie Rifbjergs undervisning i 30erne, men kan være ældre end det. Det er således en glimrende og meget bredt anvendelig bog i studiet af socialpædagogik med børn og unge i alderen 0-18.

Også Rikke Yde Tordrup har set, at nu lukker butikken for de store samlende teorier om barnets udvikling. Hun minder flere steder om Sterns standpunkt: At det er den autentiske relation, der er vigtig, ikke den teoriramme, vi læser situationerne ind i (eksempelvist når hun understreger, at Stern selv anså sin teori for en arbejdshypotese, ikke en forklaring).

Relationen mellem mennesker kan man til en vis grad forklare, men også kun til en vis grad. Skal man dybere, må man forstå det, der sker. Og der sker så meget uforklarligt, som man måske med erfaring, åbenhed og indsigt kan forstå. At forstå og at forklare er to forskellige erkendelsesformer, der kan styre erfaringsdannelse og handling. De udelukker ikke hinanden, men hvor teorien og dens begreber kan forklare meget, så kan fortællingen i heldige fald fremme forståelsen af mere.

Det er formodentlig derfor bogen rummer de mange fortællinger. Jeg mener, den kommer til at hjælpe mange studerende til at forstå deres profession og dens handlemuligheder, hvad enten det er socialrådgiver, pædagog, lærer, psykolog eller noget der imellem, de ønsker at uddanne sig til. Personalegrupper især de tværprofessionelt sammensatte vil også have glæde af fortællingerne og de medfølgende spørgsmål til kapitlerne. Der er jo så meget, vi ikke kan forklare om vores professioner til udenforstående men ofte kan vi formidle en forståelse i en fortælling.

Det er således en glimrende og meget bredt anvendelig bog i studiet af socialpædagogik med børn og unge i alderen 0-18. En bog der sætter tanker og følelser i gang.