Solvejg Rosenkilde Nielsen har taget Ben Furmans Børn kan-metode og med egne ord omsat den til en kreativ metode til løsning af voksnes problemer – en løsningsfokuseret metode. Læseren får både en indføring i metoden, et arbejdshæfte og en række eksempler, hvor metoden er anvendt.

Den løsningsfokuserede tankegang har fire grundlæggende principper: 1) Ingen objektiv sandhed (konstruktionisme), 2) alting hænger sammen (kausalitet), 3) man behøver ikke kende årsagen til et problem for at finde en løsning og 4) brugeren rummer selv løsningen problemet.

Med hensyn til det tredje princip rammer forfatteren hovedet på sømmet med citatet: Vi forstår ikke altid en anden persons reaktion, men vi kan prøve at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til det.

Den finske psykiater Ben Furman har skabt Børn kan-metoden, og de to tyskere Christiane Bauer og Thomas Hegemann har omsat den til arbejdet med unge. Oprindeligt var der 15 trin i metoden, men Jeg kan har byttet rundt på to af trinnene og tilføjet et 16. trin, refleksion.

Jeg kan er skrevet til voksne generelt samt til personer med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser og filosofien i denne tilgang hviler på antagelsen om, at det ikke er vores problemer, der udgør det egentlige problem, men det er snarere den måde, vi søger at løse dem på, der giver os problemer.

Metoden skal øves, og forfatteren opfordrer til, at man i begyndelsen følger arbejdshæftet tæt, inden man begynder at lave sine egne frie variationer. Fx står der, at det er vigtigt at skrive sig bag øret, at før metoderne kan bruges, skal medarbejderne forstå forskellen mellem en problemorienteret og en løsningsfokuseret tankegang. Der bliver lagt særlig meget vægt på samtalen omkring problemet. Derfor skal pædagogen kunne føre den indledende dialog ordentligt. Det er fx meget motiverende at tale om et problem, som om det allerede er løst: Hvordan ser verden ud, når du mestrer den færdighed, du gerne vil opnå?

Det vil føre for vidt at gennemgå alle 16 trin her, men ud over samtalerne kan vi bl.a. fremhæve, at brugeren finder en fantasihjælper, som kan være en virkelig/fiktiv karakter eller noget helt andet. I et af eksemplerne er det en blyant! Brugeren finder også nogle reale hjælpepersoner, som kan give støtte undervejs i forløbet. Alle kan være hjælpere, men de skal ville det, og de skal kunne være aktive. Et andet væsentligt trin er fejringen af, at man har opnået færdigheden.

Bemærk, at problemer forvandles til ønskede færdigheder som noget af det første. Det er meget lettere at tale om færdigheder, der skal læres, end om problemer, der skal fjernes.

En computer kan hjælpe brugere med mangelfulde læsefærdigheder: I det lille arbejdshæfte vil man normalt nedskrive de trinvise fremskridt. Ved i stedet at indtale/skrive dem på computer kan brugeren når som helst få sine mål, hjælpere osv. læst op. Det er en detalje, jeg ikke har set i tidligere materiale om Ben Furmans metode.

Sidste halvdel af Jeg kan er primært afsat til praksisbeskrivelser af forløb, hvor metoden har været brugt. De er meget anvendelige, og jeg kan straks identificere mig med beskrivelserne, selv om det er over 20 år siden, jeg har arbejdet med den målgruppe. Praksisbeskrivelserne er reflekterende og ærlige og giver indblik i både styrker og udfordringer ved at arbejde på den måde, man bliver introduceret for i Jeg kan.

Det lille hæfte med titlen Jeg kan arbejdsbog for voksne kan købes separat, og hensigten er, at man har et hæfte pr. forløb, man gennemgår.

Andre bøger om metoden, som er anmeldt her på Pædagogen:

Furman, Ben: Børn kan i praksis. Hans Reitzels Forlag, 2010.
Furman, Ben: Børn kan. Hans Reitzels Forlag, 2005.

Faglitteratur
Books on Demand/Svaneke kurser & rådgivning
Solvejg Rosenkilde Nielsen
211
Bjarne W. Andresen
4. april 2021

Seneste anmeldelser

Tilmeld dig vores nyhedsbrev