”Børn prøver grænser af” – det er ofte ordlyden, når enten forældre, pædagoger, lærere eller andre oplever, at et barn har en adfærd, som kan virke udfordrende, forstyrrende eller provokerende. Men der er nogle uhensigtsmæssige implikationer ved sådant et menneskesyn, fordi det implicerer, at barnet fuldt overlagt og bevidst opfører sig, som det gør. Denne tolkning savner også videnskabeligt belæg, da faktum er, at børn, alt efter hvor gamle de er, i høj grad er præget af de såkaldte bottom-up reaktioner, som betyder, at man reagerer uden at tænke over det først.

De er i et evolutionært perspektiv gode at have; man kunne forestille sig en mand, der kommer gående over vejen i et kryds med dårligt udsyn, og pludselig kommer der en ambulance susende rundt om hjørnet i høj fart, så han må springe for livet for at undgå at blive kørt ned.
I dette eksempel er det godt at have bottom-up reaktioner, men de kan også blive aktiveret i eksempelvis sociale situationer, hvor man føler sig truet, selvom der måske ikke er grund til det fra et voksen-perspektiv.

Her har børn og delvist unge, samt mennesker med udviklingsforstyrrelser og udviklingshæmning, større udfordringer end normale voksne mennesker, da førstnævnte i højere grad er præget af flere af disse reaktioner end sidstnævnte. Det vil sige, at hvis man eksempelvis irettesætter, skælder ud eller sanktionerer børn i pressede situationer, så er der høj sandsynlighed for, at der sker en aktivering af denne anti-trussel-reaktion, som kan tolkes som en bevidst grænsesøgning og provokerende adfærd.

Hvis man til gengæld skal tage udgangspunkt i et pædagogisk psykologisk perspektiv, så vil man have et andet menneskesyn, som implicerer, at urimelig adfærd og provokation i stedet tolkes som en urimelig kontekst og kommunikation. Det betyder, at når barnet eksempelvis råber ukvemsord, slår eller på anden måde er udadreagerende, så er det kommunikation om, at der er noget i denne situation, som jeg har det svært ved hjælp mig!. Børn kan, af åbenlyse årsager, ikke artikulere modent, at de ikke har det godt med en situation på samme måde, som voksne kan.

I den anledning hører jeg ofte pædagoger og lærere beskrive, hvordan et barn - tilsyneladende ud af det blå - bliver udadreagerende, når de får disse bottom-up reaktioner, men der er altid stimuli i miljøet, som aktiverer adfærden. Her kan man arbejde med at identificere disse stimuli og lære barnet at kunne håndtere dem i gradueret form. I den sammenhæng er der også mange myter omkring, at eksempelvis børn med pseudo-diagnosen Særligt sensitiv skal skærmes, så de ikke eksponeres for de udløsende faktorer, som er med til at gøre dem udadreagerende. Dette er også en uheldig tolkning af deres problematikker, da mennesker på lang sigt i livet ikke kan undgå udfordrende sociale situationer og jo mere, man undgå dem, jo værre bliver problemet. Dette fænomen kaldes for angstparadokset.

Men med indføling, pædagogisk snilde og nogle bestemte metoder, er der muligt at hjælpe børn med at håndtere situationer, som de ellers er udfordret af. Og med en forståelse af, at når børn laver en adfærd, som kan virke forstyrrende eller provokerende, er det er råb om hjælp og ikke en planlagt grænsesøgning i bedste Olsen Banden-stil.

Blogindlægget er skrevet af Mads Thomsen, der er Cand. Pæd. Psyk., lektor og foredragsholder. 

-->