Men er der en stigning i antallet af depressioner, eller er vi blot begyndt at diagnosticere flere og flere? Hvilke årsager kan der ligge til grund for, at der ses en stigning i diagnoser af depression hos børn og unge? og hvilke sundhedspolitiske tiltag kunne nedbringe stigningen af depression hos børn og unge?
I WHOs artiklen fra 2001 udtalte de yderligere I dag lider omkring 450 millioner mennesker af en mental eller adfærdsmæssig forstyrrelse, men kun en lille del af dem modtager blot den basale behandling (Walhberg & Rose, 2017: 18)Over 90 procent af landene har ingen mental sundhedspolitik, der inkluderer børn og unge (Walhberg & Rose, 2017: 18)
I Danmark er der flere instanser, der undersøger børn og unges mentale helbred. Bla. Sundhedsstyrelsen og Vidensråd for forebyggelse.

Sundhedsstyrelsen belyser prævalens, incidens og aktivitet i forskellige sektorer i sundhedsvæsnet for børn og unge med angst eller depression. Målgruppen er børn og unge i alderen 0-18 år, der inden for de seneste fem år forinden opgørelsesåret er registret med angst og depression.
Forekomsten af angst og depression tredobles fra 2.354 til 7.189 diagnosticerede fra 2006-2016.
Den øgede stigning i depressionsdiagnoser medfører en underen, der skal undersøge de bagvedliggende årsager. (Sundhedsstyrelsen, 2018)

Vidensråd for forebyggelse peger ligeledes på, at der ses en forværring i børn og unges mentale helbred bla. indenfor emotionelle lidelser som depression og angst. (Due, mfl., 2014: 7)
Der er siden år 2000 sket en tredobling af unge, som får antidepressiv medicin (Due, mfl., 2014: 27)
Antal besøg i børnepsykiatrien er tidoblet på 20 år. Dette afspejler delvist flere ressourcer og bedre behandlingsalternativer, men også et voksende behov for behandling. (Due, mfl., 2014: 29)

Depressionslidelsen kan opdeles i to diskursive tendenser. Den ene søger forklaring indenfor psykiatrien, og her søges altså en forklaring på de biologiske faktorer hos det enkelte individ. Den anden anskues indenfor samfundsvidenskaben, hvor der søges en afklaring indenfor de kulturelle og sociale aspekter.

Brinkmann anfægter, at vi lever i en såkaldt diagnosekultur. (Brinkmann, Petersen mf., 2014) 
En diagnosekultur er kendetegnet ved, at det ikke længere kun er fagpersoner såsom læger, psykiatere og psykologer, men også den almene offentlighed, der benytter psykiatriske diagnoser og kategorier til at forstå psykiske lidelser. Dette sker i takt med udbredelsen af teknologiske hjælpemidler. hvilket medfører at individet i stigende grad kommer med indspil til, hvilken diagnose deres symptomgalleri stemmer overens med. (Brinkmann, Petersen mf., 2014)
De anvendes til at forstå tilværelsens problematikker og menneskelig afvigelse inden for forskellige sociale praksisser. (Brinkmann, Petersen mf., 2014) 
Diagnoser har globale, økonomiske og politiske implikationer. De har organisatorisk betydning, fx i forhold til sygehusvæsenets drift, idet diagnoser allokerer ressourcer. (Petersen, 2015: 17)

Indenfor de seneste 15-20 år både nationalt og internationalt, har der været en stigende interesse for befolkningens mentale sundhed, herunder for mental sundhed og helbredsproblemer blandt børn og unge (Due, mfl., 2014: 24)
Dette sker på baggrund af, at der i midten af det 20. århundrede udformede et nyt epidemiologisk blik på sygdom og sygdomsbyrden. I 1980erne sås en tranformation fra fordeling til virkning. Her begyndte voksende forsøg på at kvantificerer oplevelsen af at leve med en mental sygdom. (Walhberg & Rose, 2017: 16)
Der kom langt større fokus på hjerneforstyrrelser. Der sås et skift fra de biologiske processer og livshændelser til sociale processer og hændelser. Fra morbid død til morbidt liv. (Walhberg & Rose, 2017: 20)
Der begyndte at komme fokus på psykiatrisk epidemiologi.
Forskning viser, at depression i ungdomsårene øger risikoen for depressioner senere i livet 2-3 gange, og at depressionerne i voksenlivet, som forudgås af depressioner som barn eller ung, ofte er længerevarende. (Due, mfl., 2014: 29)

Nikolaj Rose mener ligesom Brinkman, at depressionsdiagnosen indenfor de seneste år er relativt udbredt i det vestlige samfund. Rose formulerer det således de psykiatriske diagnosers ekspanderende domæne Han peger på, at der er sket en kulturel indlejring af psykiatriens forståelse af psykiske forstyrrelser. (Petersen, 2015: 10)
Han mener, at diagnoser kan anskues som et provisorisk kort for klinikeren. Brugen af diagnoser opretholdes ved hjælp af forskellige sociale praksisser. Diagnoser er forankret i samtidens forståelse af, hvordan vi forstår sygdomsbehandling. Ved at stille en diagnose identificeres den enkeltes lidelse, og på baggrund af diagnosen behandles dens årsager. Patientens historie kan struktureres som en fortælling, der forklarer fortiden og sætter rammer for fremtiden. Dermed tales der om en performativ handling. (Rose, 2015: 5)

Horwitz og Wakefields mener, at udbredelsen af depressionsdiagnosen baseres på A relatively new definition of depressive disorder that is flawed and that, combined with other elements of society, has dramatically expaned the domain of presumed disorder.
I 2003 påbegyndtes en revisionen af DSM. Dette skete på baggrund af direktøren for US National Institute for Mental Health Steven Hyman. Han skrev således Ved at kombinere neuroadiologi med genetiske studier kan læger blive i stand til at flytte psykiatriske diagnoser ud af sygdomstjeklisternes sfære og ind i domænet for objektive medicinske test. Genetiske test af patienter vil kunne afsløre, hvem der har høj risiko for at udvikle en lidelse såsom skizofreni eller depression Man håbede at revisionen af DSM ville medføre, at man ikke baserede diagnoser på tilfældige kategorier, men i stedet vurderede funktionsnedsættelsen. (Rose, 2015: 7)
Disse manualer afgør hvilke kriterier psykiatere og læger skal lægge til grund for, hvad der kendetegner en psykisk lidelse, og på den baggrund stille en diagnose. Dermed udgør manualerne en central brik i diagnosekulturen. (Petersen, 2015: 10) Klassifikationen af psykiatriske sygdomme basarers derfor i højere grad på et symptombillede. (Petersen, 2015: 14)

Horwitz og Wakefields peger på at diagnoseformen, har manifesteret sig siden psykiatrien begyndte at anvende DSM-5 manualen, der blev udgivet i 2013. (Brinkmann, Petersen mf., 2014) 
DSM 5 skal anvendes af fagpersoner som en form for guide, der kan hjælpe praktikere med at orientere sig. Det skal dermed ses som et opslagsværk med diagnoser fra A til Z, og kategoriserer dermed en lang række diagnoser. (Rose, 2015: 4)
Formålet er altså at klassificere sygdomme på grundlag af et nyt psykiatrisk territorium, som betegnes af samfundet. (Rose, 2015: 7)

I Danmark benyttes ICD-10s depressionsdiagnose. ICD-10 er et objektivt redskab eller værktøj udformet af WHO. Den fungerer på samme måde som DSM-5.
Der er opstillet et system katalog, der beskriver en depression, hvis man har haft symptomerne hver dag eller næsten hver dag i mindst 14 dage.
Det er fx Følelsen af nedtrykthed eller Svær indre uro eller modsat: hæmning. (Petersen, 2015: 18)
Det består af et rangordningsprincip af to kvalitativt adskilte kategorier, hvor der fokuseres på kernesymptomer og ledsagsymptomer. (Petersen, 2015: 19)

Den måde at klassificere sorg mener Brinkmann kan ses som en bevægelse fra det deskriptive til det normative. Det er altså en tranformation til præskriptive mål for en afgrænset sorgproces.

Dette er ligeledes et argument Wakefield kritiseres ved DSM-5 vedrørende sorg. Han argumenterer for, at de foreslående diagnostiske kriterier ikke formår at skelne mellem normal og patologisk sorg. Dette medfører at diverse sorgdiagnoser herunder depression medfører en overdiagnosticering af intens og langvarig sorg. (Rose, 2015: 5)
Han afviser ikke, at patologiske former for sorg kan forekomme, men at den nutidige klassificering medfører overdiagnosticering af intens og langvarig normal sorg. (Brinkmann, Petersen mf., 2014) 
Depressionslidelsen kan anskues som en konsekvens på baggrund af de normative forventninger til det enkelte individ belyst ud fra et patologiserende perspektiv.

Det kan være en af årsagerne til, at depressionsdiagnosen ekspandere kraftigt, da det nu er sværere at skelne mellem det normale og det patologiske. (Rose, 2015: 9)

Så kan der diskuteres en øget patologisering af almindelige livsforhold, herunder emotionelle eller adfærdsmæssige udsving eller ubehag der tolkes som symptomer på en sygdom, der kræver lægefaglig og medicinsk bistand?

Social og kulturelt perspektiv
Anders Petersen peger på denne opfattelse. Han mener, at depressionens voksende udbredelse kan forstås som resultat af udvidede grænser, og dermed inkluderer den nu også almindelig sorg, der ikke tidligere gjorde sig gældende. (Petersen, 2016: 124) Petersen mener, at diagnoser må betragtes ud fra deres samfundsmæssige og kulturelle kontekst. (Petersen, 2015: 17)
Sociolog Anders Petersen citerer Ehrenberg Vi er vidner til en forandring i den psykiske lidelses sociale status, ikke til en psykologisk forværring af individets betingelser i et depressivt samfund (Petersen, 2016: 52)

Petersen anser depressionsbegrebet som værende normalt i vores samtid, og mener at den psykologiske forværring hos det enkelte individ skyldes nutidens normsæt. Petersen mener, at depressionsdiagnosen kan kategoriseres som en folkesygdom, som en konsekvens af det postmoderne samfund.
Men hvad indebærer nutidens nye normsæt i det postmoderne samfund?

Ifølge Petersen er ord som fleksibilitet og omstillingsparathed kvaliteter, som er nødvendige forudsætninger for at kunne tilpasse sig samfundets forventninger. (Petersen, 2016: 67) 

Disse begreber kan medføre at individet får en oplevelse af, ikke at kunne realisere samfund kulturens normative forventninger. Individet skal i vores tid kunne opfinde sig selv ved at personliggøre sine handlinger (Petersen, 2016: 68)
Han peger altså på, at individet har taget en mere central rolle i sit eget liv, hvilket kan ses som en kontrast til det disciplinære samfund som aftog i 1960erne.
Individet skal altså tage ansvar for egen aktive selvrealisering. (Petersen, 2016: 125) Dette kan ifølge Richard Sennett være en opslidende faktor, at der er opstillet en objektiv målestok for, hvad et godt stykke arbejde er. Det indebærer, at skydeskiven for individets arbejde hele tiden er i progression. Sigtekornet er konstant under indstilling. (Petersen, 2016: 80)

Den amerikanske psykiater Dan Blazer peger på en forfaldsoptik i samfundet der ligger til grund for stigningen af depression. Han mener, at befolkningen oplever en håbløshed i samfundet, og der sker en opløsning af sociale regler, fællesskab, menings og selv. Han mener at individet, som genereres af det postmoderne samfund, er depressivt af væsen. Dette er en reaktion hos individet på bestemte sociale faktorer, det er dermed en almentilstand.

Petersen ser altså det normative forventningspres som en negativ faktor, der medfører depression hos den enkelte, da individet ikke kan følge med det de normative forventninger.
Blazer udtrykker en form for internationalisering af samtidens samfund i individets væsen.

Politiske tiltag
I de næste to årtier vil der opleves ændringer i verdensbefolkningens sundhedsbehov. Udviklingszonerne, hvor fire femtedel af jordens mennesker bor, er ikke-smitsomme sygdomme såsom depression øges hastigt ved at erstatte de traditionelle sygdomme.
(Walhberg & Rose, 2017: 17)
Dette sker på baggrund af en ny målemetode DALY til byrdeberegning, som udtrykker tabte leveår til præmatur død og leveår med et handicap. Traditionelt har man kun taget dødsfaldene i betragtning, hvilket underestimere de økonomiske omkostninger ved mentale sygdomme som depression. (Walhberg & Rose, 2017: 16)
Det estimeres, at mentale og adfærdsmæssige forstyrrelser udgør 12 procent af den globale sygdomsbyrde, mens de mentale sundhedsbudgetter i de fleste lande udgør mindre end en procent af de totale sundhedsudgifter (Walhberg & Rose, 2017: 18)

Der er særligt behov for mere forskning inde for børn og unge området, da WHO anslår at
Over 90 procent af landene har ingen mental sundhedspolitik, der inkluderer børn og unge (Walhberg & Rose, 2017: 16)

Men hvordan og hvilke sundhedspolitiske tiltag kan være medvirkende til at nedbringe stigningen af depression hos børn og unge?

Næstformanden i Dansk Socialrådgiverforening og direktør for det sociale netværk Headspace peger på, at tidlig opsporing og forebyggelse bør ske i et tværfagligt samarbejde mellem kommunerne og regionerne på den ene side og civilsamfundet på den anden. De foreslår, at der bør være bedre kompetencer hos de medarbejdergrupper, som møder børn og unge til dagligt. Mere fokus på mental trivsel i folkeskolen, hvor den årlige trivselsmåling ikke er tilstrækkelig.
Det er et vigtigt indsatsområde, da psykiske lidelser og mistrivsel hos børn og unge, kan påvirke voksenlivet. Det har konsekvenser for sammenhængskraften og for samfundsøkonomien på sigt. (Barkholt & Hammershøy, 2018)

Med kommunalreformen fra 2007 fik kommunerne langt større ansvar for velfærdsopgaverne, særligt indenfor sundhedsområdet.
Ansvaret for forebyggelse og sundhedsfremme og de lovgivningsmæssige ordninger ligger primært hos kommunerne. Det gælder også de forebyggende sundhedsordninger for børn og unge. (Schnelder, 2010: 128)
Kommunerne skal ifølge sundhedslovens §§ 120-126 sikre forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, bla. ved opsporing psykiske problemer hos barnet, og derefter iværksætte tiltag der forbedrer og samordner tilbud, der retter sig mod alle børn og unge.
Den enkelte kommune skal beslutte, om de ønsker at tilbyde alle børn og unge i den undervisningspligtige alder to vederlagsfrie forebyggende undersøgelser ved en læge eller sundhedsplejerske. (Schnelder, 2010: 134)

Brinkmann og Rose har anslået at diagnosekulturen er relativt ny. Dermed ses en markant stigning indenfor udskrivningen af medicin, der skal behandle psykiske sygdom. Årligt indløser ca. 450.000 danskere årligt en recept på antidepressiv medicin. (Petersen, 2015: 15)
Det er interessant at reflektere over, hvilken påvirkning det vil have på det enkelte individ og den samlede befolkning på sigt. Vil mennesker begynde at se sig selv som diagnostiske væsner eller Psykiatriske subjekter? (Brinkmann, Petersen mf., 2014) 

Temkin skelner mellem to sygdomsforståelser. En ontologisk og fysiologisk. Det ontologiske perspektiv indebærer opfattelse af, at sygdomme eksisterer uafhængigt af deres manifestationer. Det fysiologiske perspektiv indebærer at sygdom bør forstås som et individuelt fænomen, og ses som konsekvens af konfigurerede faktorer i bestemte individer i interaktion med deres omgivelser. Temkin peger på, at vi i det postmoderne samfund ser på sygdomme ud fra et ontologisk perspektiv. Det kan diskuteres, om vi bør bevæge os i en retning der kombinerer det ontologiske og fysiologiske perspektiv, og dermed se sygdomsforløbet mere individuelt. (Rose, 2015: 10)
Alt tyder på at diagnosekulturen indebærer en patalogisering af det normale, hvis man tager udgangspunkt i Wakefields kritiske perspektiv på DSM- 5. Det kan diskuteres om dette kvantitative værktøj til udredning af depression, ligger til grund for en stigning af depression.
Stilles diagnosen primært på baggrund af et biologiske og genetiske perspektiv uafhængigt af det sociale og kulturelle?

Ifølge Petersen skal individet i det postmoderne samfund smidigøre sit indre, for at kunne begå sig i samfundet. Det kan diskuteres om dette medfører depression, da det normative nu er sværere at indfri, og individet kan opleve en følelse af utilstrækkelighed. (Petersen, 2015:38)
Måske er ovenstående en reaktion fra samfundet, på hvilke konsekvenser det såkaldte konkurrencesamfund skaber.

Med kommunalreformen fra 2007 har den enkelte kommune nu et langt større ansvar for velfærdsopgaverne. (Schnelder, 2010: 128) Man kan reflektere over, hvorfor reformen ikke indeholder et langt større fokus på de psykiske lidelser, herunder depression, da der ses en så 

stigning hos børn og unge. De er i risikogruppe for at udvikle depression senere i voksenlivet, og dette vil medføre en samfundsøkonomisk byrde, hvis der ikke indføres konkrette tiltag og forebyggende indsatser.


Litteraturliste
Barkholt, N & Hammershøy, T. (2018) Opråb: Det er tid til at tage hånd om vores sårbare unge. I Altinget.dk d. 27/03-2019.

Brinkmann, S. Petersen & A. Kofod, E & Birk, A. (2014). Diagnosekultur et analytisk perspektiv på psykiatriske diagnoser i samtiden. Tidsskrift for Norsk psykologiskforening, Vol 51, nummer 9. S. 692-697

Due, P. Diderichsen & F. Meilstrups, mfl. (2014) Børn og unges mentale helbred. Vidensråd for forebyggelse.

Petersen, A. (2016). Konkurrencestat og præstationssamfund: nye normer og sociale regler på spil. I: A. Petersen, Præstationssamfundet. Hans Reitzels Forlag, kapitel 2, 51-73.

Petersen, A. (2016). Præstationsindividets strabadser - et liv i ubestemthed. I: A. Petersen, Præstationssamfundet. Hans Reitzels Forlag, kapitel 3, 75-102.

Petersen, A. (2015). Omkring diagnosekultur depression som seismograf for samtiden. I: Dansk sociologi, nr. 1/26.

Rose, N. (2015) Hvad er diagnose til for? I: Brinkmann, S & Petersen, A. Diagnoser. Perspektiver, kritik og diskussion. Klim, S. 17-35

Schnelder, H. (2010) Det forebyggende apparat især sudnhedsområdet. I Kamper-Jørgensen, F. (2010) Forebyggende sundhedsarbejde. Munkgaard, København.

Sundhedsstyrelsen. (2018) Prævalens, incidens og aktivitet i sundhedsvæsenet.

Walhberg, A. & Rose, N. (2017) Guvernementaliseringen af livet: beregning af den globale sundhed i Karlsen, M. P. & Villadsen, K. Sundhed og magt (2017) S. 59-106)