Vi fortæller vreden, at vi synes den bestemmer for meget. Vi appellerer til vredens adfærd og søger at kanalisere den over i handlinger, som er mere acceptable for omgivelserne. Jeg er taknemmelig for at få lov til at hjælpe dem. Samtalerne giver børnene håb om større accept i fællesskabet, og en oplevelse af ikke længere at skulle stå til ansvar for vreden alene. Deres glæde når det lykkes, og deres lettelse når de ikke længere skal konfronteres med en indre, ustyrlig vrede, er en stor del af min drivkraft.

Børnene og forskningen har lært mig, at det nytter at arbejde med vreden, tale om den, søge at forstå den og sætte sig for at blive venner med den sammen. Børn og unge kan ikke selv stilles til ansvar for deres adfærd under et vredesudbrud. Det véd vi, og derfor må de aldrig stå alene med deres vrede. Men det gør de desværre ofte alligevel. Medierne fortæller næsten dagligt historier om øget vrede blandt børn og unge. Ansvaret placeres alle vegne og ingen steder. Det må være barnet selv som vælger at være SÅ trodsigt, det må være mangel på hænder i vores daginstitutioner, det må være forældrene som ikke opdrager godt nok, det må være diagnosen som bare er sådan, det må være skolereformen som presser børnene, eller det må være opvækstvilkårene i det moderne samfund. Men uanset årsagen så er vreden tilsyneladende kommet for at blive. De professionelle mærker de mange udbrud i hverdagen. Udbrud som rammer relationerne og tilliden i fællesskabet. Udbrud som giver utryghed og risiko for marginalisering. De professionelles stress og afmagt øges. Afmagten smitter fællesskabet og øger følelsen af utryghed. Og utrygheden skaber grobund for mere vrede.

Det jeg ser gælder for de børn, jeg taler med, og det jeg hører fra alle de professionelle voksne, som søger at øge læringstrivslen er, at vreden er en naturlig kommunikationsform for børn med temperament, når deres manglende kompetencer møder krav, som ikke er afstemt. Vi skal derfor huske at:

• Det er helt normalt at blive vred, og det er en af grundfølelserne.

• Vreden er en del af en normal læringsproces. Vrede kan være en drivkraft.

• Vrede er én af menneskets svarmuligheder på manglende sammenhæng i hverdagen.

• Vrede er kommunikation af manglende meningsfuldhed, begribelighed, håndtérbarhed og håb.

• Vrede med udadreagerende adfærd påvirker barnets opfattelse af sig selv, og kan komme til at spænde ben for, at barnet kan indgå i de nødvendige og sociale relationer.

• Hvis vrede bliver gentagende og fylder mere og mere, bliver det problematisk. Vreden bliver her det naturlige valg for hjernen, da vredesudbrud er blevet til den hjernesti, som er trådt mest til, og dermed lettest kommer i anvendelse, når barnet ikke magter de krav, der stilles. Vreden kan her blive en risikoadfærd, som øger sandsynligheden for, at barnet bliver ekskluderet af fællesskabet.

Heldigvis findes der muligheder for at dæmpe problemvrede, men det kræver, at alle skal med. Der er desværre ingen lette veje, og vi bør bekymre os over, at vores børn og unge har fået større udfordringer med vrede. Vi må stile efter at fællesskaberne er trygge, relationerne stærke, kravene er passende, og at de professionelle øver sig i at reagere efter Low Arousal principperne. Samtidig bør vi sikre, at der er mulighed for at lave realistiske aftaler i fredstid. Dette sker kun, hvis barnets stemme er med, så vi kan stå sammen om vredens konsekvenser. Vi er nemlig alle en del af hinandens vilkår.

Kilder: Michael White, Ross W. Greene, Aaron Antonovsky, Annette Prehn og Bo Hejlskov Elvén