Af: Tanja Lykke

I denne tid starter tusindvis af børn i tidlig SFO. Det er en milepæl i deres liv. De går fra at være de store børnehavebørn i en tryg, genkendelig verden til at være de mindste i en ny, stor, ukendt verden. Det er en skelsættende forandring de skifter identitet fra at være et børnehavebarn til at blive et SFO-barn. Det er en energikrævende transformation. De skal lære nye regler og strukturer samtidig med, at de skal finde sig tilrette i det nye fællesskab.

Heldigvis gennemgår børnene ikke denne transformation uden hjælp og støtte. Det pædagogiske personale i børnehaven og i tidlig SFO er ansvarlige for at skabe en sammenhængende overgang fra børnehave til tidlig SFO (kilde lovgivning). De skal på tværs af læringsarenaerne samarbejde om at lave overgangsaktiviteter, der giver børnene en følelse af tryghed, fordi de oplever en vis grad af genkendelighed fra den ene læringsarena til den anden.

Men hvad ser vi, hvis vi sætter overgangssamarbejdet under lup? Når vi dykker helt ned i detaljen og følger børnenes spor i overgangen? De spørgsmål blev jeg nysgerrig på som leder af et projekt, hvor vi arbejder med at skabe sammenhængende overgange fra børnehave til tidlig SFO i et skoledistrikt i Ishøj Kommune. Helt konkret blev jeg nysgerrig på, om hele det pædagogiske personale havde samme forståelse af, hvornår overgangen startede, og hvornår den sluttede? Det havde de langt fra. Men hvordan kan man samarbejde om en opgave, hvis man ikke har en fælles forståelse af, hvilken opgave man skal løse, tænkte jeg?

Samarbejdet som en overlevering

I denne artikel vil jeg med udgangspunkt i Andy Højholdts forståelse af det tværinstitutionelle samarbejde som en overlevering præsentere en grundforståelse af overgangssamarbejdet. Jeg udfolder billedet på samarbejdet som et stafetløb og undersøger, hvordan metaforen kan hjælpe os med at blive klogere på de forskellige skridt i overgangspædagogikken.

OL finalen i 4x100 m

Forestil dig, at du står ved startblokken på atletikbanen på det olympiske stadion. Hele verdens øjne er rettet mod dig. Du er 1. løber. Du mærker adrenalinen pumpe rundt i kroppen. Pulsen er høj. Nerverne er under kontrol. Venstre hånd har et fast greb om depechen. Starteren giver tegn. Der bliver stille på stadion. En larmende stilhed. Startskuddet lyder. Du forløser muskelspændingen og sætter kroppen i bevægelse. Du kommer godt fra start. Efter 30 meter når du din max hastighed. I få sekunder mærker du forløsningen af de uendeligt mange træningstimer, som du har lagt for dagen. Verdensklasse, tænker du. Du nærmer dig skiftezonen. Din holdkammerat sætter i gang. I nærmer jer hinanden, og du rækker armen frem. Du strækker hele din krop, men Der er for langt imellem jer. Skiftezonen er for kort. I desperation kaster du depechen i håbet om, at din kammerat på en eller anden magisk måde formår af gribe den. Men nej. Depechen falder til jorden. Løbet er slut.

Jeg undskylder på forhånd for det dramatiske billede, men det er en god metafor for overgangssamarbejdet. Jeg ved godt, at det er de færreste af os, der nogensinde har stået på det olympiske stadion i en OL-finale med hele verdens øjne rettet mod sig. Men vi er alle med på, hvad løberne har på spil. Og det er nogenlunde det samme, som børnene har på spil i overgangen fra børnehave til tidlig SFO. Det er metaforen et godt billede på. Den første løber er det pædagogiske personale i børnehaven, den anden løber er det pædagogiske personale i SFOen, mens depechen er børnene. Metaforen giver os en forståelse af, at børnene har alt at vinde, når det tværinstitutionelle samarbejde er i verdensklasse, men en del at tabe, hvis skiftezonen ikke er koordineret og planlagt ned til mindste detalje.

Ifølge Andy Højholdt må to grundlæggende forhold være opfyldt, for at man øger sin chance for at vinde stafetløbet. For det første skal hver løber løbe så stærkt som muligt. For det andet skal det øjeblik, hvor depechen overleveres, være timet rigtigt og teknisk veludført (Højholdt, 2016) Men hvordan ser metaforen ud i overført betydning altså for den pædagogiske overgangspraksis fra børnehaven til tidlig SFO. Der findes er ikke et entydigt svar på, men nedenstående spørgsmål kan præsentere en anden, ny vinkel ind i den faglige drøftelse.

Se også figuren, som kan hentes under "Bilag".

Hvad er det fælles mål med overgangen?

Ifølge Højholdt (2016) skal det pædagogiske personale i børnehaven og tidlig SFO finde en måde at samarbejde på. De skal forene deres individuelle mål i et fælles mål.

Hvortil går den 1. distance?

Altså den strækning, hvor det pædagogiske personale i børnehaven arbejder bevidst og målrettet med læringsaktiviteter, der understøtter børnenes potentialer og forudsætninger for at træde kompetent ind i skolens sociale og faglige rammer.

Hvor starter og slutter skiftezonen?

Altså den strækning, hvor praksis i hhv. børnehaven og tidlig SFO tilrettelægges med tanke på overgangsteorien og de begreber, der er på spil i overgangen. Med andre ord den periode, hvor det tværinstitutionelle fagpersonale planlægger fælles gennemgående læringsmiljøer og anvender overgangsobjekter, der giver børnene en oplevelse af en sammenhængende overgang og en vis genkendelighed fra den ene læringsarena til den anden. I forlængelse af dette kan det være værdifuldt at drøfte, hvad målet med den første dag i tidlig SFO er? Den anden dag? Den første uge? De første to uger?

Hvornår starter er den 2. distance?

Altså den strækning, hvor det pædagogiske personale i tidlig SFO arbejder bevidst og målrettet med hhv. Den styrkede pædagogiske læreplan eller kompetenceområderne for børnehaveklassen alt efter hvilke styringsværktøj, der arbejdes ud fra.

Og sådan kunne metaforen og spørgsmålene fortsætte videre ind i overgangen til børnehaveklasse og til 1. klasse, fordi overgangen fra børnehave til skole i det helt store perspektiv først slutter, når børnene oplever sig selv som skolebørn og har forstået, hvad det vil sige at gå i skole. Men som sagt; jeg satte kun overgangen fra børnehave til tidlig SFO under lup i denne artikel.

Litteratur:

Højholdt, Andy (2016). Tværprofessionelt samarbejde i teori og praksis. 2. udgave, 5. oplag.

Tanja Lykke er Cand. Mag. i læring og forandringsprocesser, forfatter til Pi-bøgerne og grafisk facilitator. Læs mere på www.sammenomovergangen.dk eller her.